Er du den – andre fortæller dig at du gør?

16. september 2012 Slået fra Af thorslev

Vi får ofte at vide fra andre, hvordan vi er, for de ting vi går og gør. Hvordan hænger det nu sammen? Tag en sætning som ”Du forstår mig ikke”. Hoved ordet i sætningen er – forstår. Forstå er et verbum og det udtrykker en handling, en gøren, som åbenbart er manglende, hvis vi skal forstå ovenstående sætning. Ofte er det sådan at vi tager sætningen til os, som noget vi er. Vi bliver til den person, som ikke forstår den anden. Det bliver en del af vores identitet.

Sætninger som disse hører vi mange af igennem vores liv. Du kan sikker nikke genkendende til nogle af disse. • Du kommer altid for sent …….. • Du forstå mig ikke • Du glemmer at ….. • Du tænker kun på dig selv • Det kører ikke for dig • Du elsker mig ikke • Du tænker for meget på det • Du siger altid ……

Når vi tager udsagnene til os, så de bliver en del af vores identitet kan vi tænke, det er svært at lave om på mig selv, det er nu engang sådan jeg er. Hvis du i stedet – når du møder disse udsagn – undersøger sætningen og finder et verbum, kan du sige, det er noget jeg gør. Det kan jeg øve mig på og blive bedre til. Svaret til den der kommer med udsagnet kan i så fald lyde: Det må du undskylde, det skal jeg nok blive bedre til.

Det er nemlig, for de fleste, langt nemmere at forholde sig til at blive bedre til at gøre noget, end at ændre på sin egen identitet.

Prøv det næste gang nogen fortæller dig, hvordan du er.