Fra Saint Jean Pied de Port til Finistere 2013. 900 km.

Den 27. marts. Saa var der afgang i dag.susan

Det var en lidt underlig fornemmelse jeg havde i lufhavnen idag.

Selvom jeg var omringet af mennesker, saa foelte jeg mig sgu lidt alene. Vaerst af alt, havde jeg ingen mobil, jeg lige kunne gaa paa nettet med. Hvorfor jeg fluks  stroeg hen til den naermeste information og spurgte til en netcafe.

Jeg kan saa oplyse, at det forefindes ikke i lufthavnen. Jeg kan godt afsloere, at jeg havde abstinenser – netabstinenser. Fjernsyn kan vi godt leve uden, men internet ……. nej, nej, nej.

Nok om det. I morgen gaar turen til St. Pied de Port med tog. Det sidste stykke, med bjergtog.

I St. Pied de Port. Ind paa Pilgrimskontoret og have mig et pilgrimspas. Dette skal forevises paa overnatningsstederne.  Og saa er det ellers bare afsted, over stok og sten med mig.

Har det fantastisk og glaeder mig til at slendre lidt rund i Spanien ;

Er blot megatraet, saa dette indlaeg bliver meget kort. Kl. er 23 og siger paent godnat ;-)

Den 28. marts. Forlod Ibis hotel I Iron ved en 8 tiden og drog af sted til St. pied de Port. Fra Billede002stationen kom jeg I snak med en festlig italiener, som taler fransk og italiensk. Der støder en fyr fra Korea til, som taler meget lidt engelsk. Vi fandt refugiet og blev enige om at gå ud og kigge på byen. Så der gik jeg, med en italiener på den ene side, som taler italiensk og fransk, og i det hele taget, bare taler meget og en koreaner på den anden side, som næsten ikke siger noget, og når han siger noget, er det svært at forstå. Det var meget underholdende og jeg var tolk / tegnsprogstolk :-)

Vi endte med at spiseBillede010

pizza og drikke rødvin. Megasjov middag.

I supermarkedet har jeg I dag købt en dåse foir gras. Den skal spises i Pyrenaererne i morgen. Lidt luksus skal der til :-)

Kl. er 19.30 og jeg vil gå I seng. Frisk til at gå over Pyrenæerne I morgen.

Kan ikke få lov at oploade billeder til computeren her. De kommer senere.

Susan siger godnat :-)

Den 29. marts. Kom over Pyrenæerne i dag. 27 km. i sjab, sne og mudder. Op, op og op og ned.Billede034

Var bare mega træt af de bjerge i dag. Og lige som at jeg har kæmpet mig til toppen og tænker, godt, så er det værste overstået, så går det nedad og hvad er værre end at gå stejlt opad på glat underlag?

Det er er gå stejlt nedad, på glat underlag.

Det var en udfordrende, smuk og sjov tur.

Nu skal jeg ned og have vasket mit tøj, det er ret tilmudret. Have et bad og noget i maven.

Har oplevet en masse, men er bare for træt til at skrive mere i aften.

Kan ikke få lov at oploade billeder til de her computere. Men her et billede af Refugiet jeg overnatter i, i nat.

Har det fantastisk og glæder mig til endnu en dag på Caminoen.

Den 30. marts. Sidder her og har lige været i bad, rent tøj på. Mit tøj er ved at blive vasket, mine støvler er nyvaskede og jeg har det fantastisk, er nået frem til Larrasoafia. Dagens tur på 27 km. er overstået.

Men, det var ikke sådan dagen startede. Det regnede fra start i morges kl. 8.  Regncover på rygsæk og regnponcho og så derud af. De første km. gik helt fint, indtil jeg mødte et vandløb, der på grund af regnen, ikke lige var til at komme over. Der stod en 6-7 mennesker og kiggede. Så kommer BS Thorslev  da heldigvis lige til, fandt et par store tykke grene og smed dem over vandløbet.  Så skulle den ged være barberet. Altså lige bortset fra, at jeg røg i. Blev våd fra inders til yderst. Min rygsæk med indhold, skete der heldigvis intet med. Regncoveret virkede.
Når, men jeg vidste at jeg kunne ikke gå de næste 20 km med drivvåde sokker og våde sko. Fandt en sten jeg kunne sidde på, våd selvfølgelig og tænkte; fuck Caminoen, nu tager jeg ind på et hotel og så kan det her lort rende mig i r…. og imens jeg sad der, pissevåd og med en hånd fuld af torne, fordi jeg i faldet havde grebet fat om en gren – med torne på, kom der 4 spanier forbi, smed sig foran mig, tog deres sko af, tømte dem for vand, vred deres sokker og tog dem på igen. Jeg spurgte dem, om de bare ville gå videre med våde sko og sokker! Ja, selvfølgelig, det er jo Caminoen, og så  gik de videre. Hmm, tænkte jeg, tog sokkerne af, hældte vandet ud af mine sko og  tog sålen ud. Fik tørre sokker på og pillet de fleste af tornene ud af min hånd, og så af sted med mig. Mit tøj gad jeg ikke skifte for enten blev det ved med at pisse ned, og så var det lige meget eller også begyndte solen at skinne, og så ville det tørre.

Det blev ved med at pisse ned, hele dagen.  Så hele vejen i dag, har været et stort mudderbad. Og lige som man tænker, nu kan det da ikke blive værre, så bliver det, dèt. Var stierne ikke lange mudderhuller,  var de blevet omdannet til små bække. Efter mit uheld, skulle jeg bare frem. Så ingen frokost til mig i dag og gik hele turen, mutters alene. Til gengæld var jeg den første, der var fremme i dag. Utroligt, hvad frustration og vådt tøj, kan drive en til.

Og nu sidder jeg her. Mine støvler er vasket rene og fyldt med avispapir og mit tøj er ved at blive vasket. Folk begynder at komme frem. Jeg skal snart have noget at spise. Og jeg er klar til en ny dag på Caminoen i morgen ;-)

Den 4. april. Jeg er kommet frem til Torres de Rio og har spist ca. 160 km. af Caminoen.2013-04-10 11.11.22

Efter 2 dage i bjergene, var mine ben lidt ømme, så tog et par dage, hvor det blev til 24-25 km om dagen. Men i forgårs fik jeg så bare et flip, og havde brug for at være lidt for mig selv og slippe væk fra de ca. 20 personer, der startede deres vandring i St. Pied de Port, samme dag som jeg. Havde bare brug for at gå for mig selv, gik derfor 10 km. videre til næste by. Her fandt jeg et lille refugium, hvor vi var 4 overnattende og mødte her, den første dansker på turen. Ham fulgtes jeg med, en del af vejen i går. Han stoppede dog efter 24 km. og jeg fortsatte ekstra 10 km. til næste by. Det går meget godt med 30-32 km. om dagen.

I dag er jeg dog stoppet efter 25 km. Ene og alene af den grund, at jeg er en kylling, når det gælder, lyn. Der hang nogle store sorte skyer over det sidste bjerg jeg kom over og da det begyndte at blæse op og regne, kunne det nok være, at jeg kunne gå stærkt, frem til næste by. Her er jeg blevet, for det regner og lyner stadig. Er helt overbevist om, at lynet vil slå ned i mig, hvis jeg opholder mig udenfor, når det lyner. Kender du det ?

Det har de sidste par dage været et fantastisk vejr, er total rød i hovedet og “bakkerne” er ikke så stejle mere. Der er mere grønt og nu begynder jeg at møde olivenlunde og vinmarker.

Hvad har jeg oplevet:

Uhha. Jeg har oplevet så mange sjove ting og mødt mange fantastiske mennesker.

Det ene aften, efter min dag, hvor jeg faldt i vandet, snakkede jeg med en gut fra Barcelona. Han sagde, Caminoen er ligesom dit liv, nogle dage er gode, andre er dårlige. Du skaber selv din Camino.

Gik en dag og snakkede med en gut fra Ungarn. Han bor nu i England og arbejder der som Socialarbejder. Men, det er kun for at tjene penge, så han kan komme til Afrika og yde hjælpearbejde. Efter Caminoen, skal han til Sudan, hvo han vil se, om han kan få lov til at komme ind i nogle af flygtninge lejrene i syd Sudan og lave noget hjælpearbejde der. Han har i forvejen rejst rundt i stort set hele Afrika og ydet hjælpearbejde. Mega lun fætter på ca. 1,60 meter og en rygsæk på 16 kg.

Ud af Pamplona, gik jeg og talte med en gut fra Brasilien. Han havde lidt svært med Engelsk, hvilket vel er OK, når man taler 6 andre sprog. Han skulle bare have lidt tid, til at finde ordene frem, så gik det fint. Han var for øvrigt professor i historie, så jeg fik lige, en masse historier om vikingernes færden i Europa. Når, men bedst som vi går der og sludrer, kommer der en Amerikaner forbi, han spørger manden fra Brasilien, hvor gammel han er?. Brasilianeren forstår ikke, hvad der bliver sagt, så han spørger den amerikanske mand, hvor han kommer fra. Amerikaneren siger, fra Amerika. Brasilianeren siger, du taler meget dårligt engelsk, jeg forstår ikke, hvad du siger. Amerikaneren siger, jeg taler perfekt engelsk, jeg kommer fra Amerika, og så gik han sin vej. Brasilianeren stod bare og rystede på hovedet. Han forstod – ingenting. Det var sgu lidt sjovt at opleve, hvordan en hurtig amerikaner og en langsom braselianer kan gå, fuldstændig skævt af hinanden ;-)

En dag, hvor solen skinnede i en times tid, sad vi et par stykker og spiste frokost, på en kæmpe sten. Der kom et par gående og de slog sig ned og spiste med. De var fra Rumæmien og var lige blevet gift, dette var deres bryllupsrejse. Vi blev enige om, at

Midt i al regnen, lidt sol
Midt i al regnen, lidt sol

overlevede deres ægteskab, denne tur, ville det holde til så meget andet. Det kunne de kun sige ja til, de havde allerede haft deres udfordringer. 40 dages parterapi, god måde at starte et ægteskab på.

Kan man fare vild i Spanien. Ja, jeg kan i hvert tilfælde. Jeg havde fået oplyst på refugiet, at ruten var lukket, pga. for meget regn. Derfor skulle jeg ud på vejen at gå. Det gjorde jeg så. Da jeg havde gået opad en vej, der svarer til ca. 3-4 gange Valby bakke, kom en meget venlig, policia og stoppede mig. Jeg tror han fortalte mig, at jeg ikke måtte gå på denne vej og han bad mig sætte mig ind i bilen. Synes godt nok også, at den var meget stor, den der vej. Derefter kørte den venlige polica mig, retur til, hvor jeg kom fra og viste mig, hvilken vej, jeg skulle gå. Jeg sagde naturligvis mange tak og smilede pænt. Så kunne jeg ellers starte forfra på dagens rute.

De sidste par dage, har jeg, for det meste, gået alene og mødtes med en gut fra Holland. Vi er faktisk de eneste på vejen i øjeblikket.

Hvad er jeg mest glad for: Min meget lette rygsæk. Er rimelig imponeret over at se, hvordan andre bærer rundt på ,rigtig mange kilo på deres ryg, med god stil. Gik en dag og talte med en dame fra Nebraska. Hun havde 18 kg. på ryggen og hun led virkelig. Hun spurgte mig, hvor mange kilo min vejede, for hun syntes den så, så lille ud. Vi kom til at snakke om, hvad der er brug for på sådan en tur. Dagen efter kom hun hen til mig og fortalte mig, at nu havde hun været på posthuset og sendt alt det hjem, som hun ikke havde brug for, så nu vejede hendes  rygsæk 10 kg. Det var hun meget glad for.

Ca. 98% af alle dem jeg har mødt på min tur hernede, går med stave eller en vandrestav. Har i nogle dage overvejet, at købe mig en stav, så det gjorde jeg i går. Men det er altså ikke lige mig. Den sidder stort set i min rygsæk hele tiden og er for det meste, i vejen. Tror nu alligevel, at jeg vil tage den med et stykke af veje, måske for jeg brug for den senere hen. Ellers ryger den ud.

Ellers har jeg det rigtig godt. Kroppen begynder at vende sig til, de evindelige op-og nedture og 30 km om dagen, er en god distance for mig at gå, kan jeg mærke.

Den 5. april. Efter en dag med hagl og sågar sne, kom jeg forbi en mindre by, som hedder Azofra. Havde gået 25 km. og så et

Refugium, som så lidt kedeligt ud. Omvendt skulle jeg ud på en 15 km. tur, til det næste sovested, så tænkte, at jeg lige ville tjekke dette ud. Refugiet så mildest talt ramponeret ud, udefra. Men da jeg kom ind i gården, var der et springvand og indenfor, fortalte hospitalosen mig, at der var 2 sengs rum, gratis vaskemaskine og køkken. Hmmm, det tog mig ikke længe at beslutte mig, her skulle jeg da bare overnatte. Vaskemaskine. Det er luksus.

Det har været en kold dag, Har faktisk oplevet hagl og sne i dag og på bjergtoppene, ligger der sne. Bliver det meget koldere, må jeg have mit skiundertøj på. Det er det jeg også sover i, så jeg bliver da bare mere og mere lækker, som dagene går.

I går gik jeg forbi en meget langt og kedelig hegn. Det er så kedeligt, at pilgrimme erBillede050 begyndt at dekorere det med kors. Så langs det meget laaaaange hegn, hænger det ene kors, efter det andet. Jeg gik et godt stykke tid og kiggede på alle disse kors og tænkte, at sådan et vil jeg også hænge op og det skulle være til mine forældre. Fandt 2 stykker træ og fik flettet det ind i rækværket, så det ligner et kors. Så nu har jeg også været med til at pryde det kedelige hegn. Ham Hollænderen jeg gik sammen med, syntes at det var en smuk tanke. Det syntes jeg nu også. Hvad blev der af min Foir Gras? Det skal jeg såmænd fortælle. Jeg bærer rundt på den. Den har fået en ny mission. Jeg vil spise den på stranden i Finisterra. Sammen med en god rødvin og friskt brød.

Deler værelse med en Engelsk dame, som gav mig et tips i forhold til sko. Hun lægger bind i bunden af sine sko, de suger sveden fra sokkerne. Og, som hun fortalte. Jeg køber de bind med vinger, for så kan vingerne sættes rundt om skosålerne. Har på nuværende tidspunkt ingen problemer med vabler eller sved i skoene. Men, hvis jeg gør – vil jeg prøve dette trick.

Det var dagens opdatering. Nu skal jeg ud og vaske mit tøj – i vaskemaskine, have mig et bad og i supermarkedet og hente noget skinke, ost og brød, så jeg kan få noget aftensmad.

Den 8. april. Er nu kommet til burgos. Det var f……en hård tur i dag, op og ned af bjerge. Men, efter 2013-04-10-11-42-50ca. 24 km. stod jeg på en bjergtop og kunne se Burgos by. Vidste godt at den lå 17 km. væk, men alligevel gav det ny energi. Nu sidder jeg på refugiet i Burgos, har været i bad og har vasket mit tøj. Efter omstændighederne og over 40 km., har mine fødder det rimeligt godt. Når jeg er færdig med at skrive her, skal jeg ud og spise med min hollandske følgesvend, som jeg ikke har set i nogle dage.

I går var jeg i Villafranca. Og, hvordan gik det så til?

I forgårs gik jeg fra Azofra, iført det skiundertøj jeg havde sovet i, almindelig bukser, plus overtræksbukser. 2 bluser, 1 fleece, en softshell jakke plus regnponcho og sokker på hænderne – total lækkertøs. Det regnede, heglede og stormblæste hele dagen og det var KOLDT. Gik sådan set bare hele dagen og tænkte på, hvad det var for da noget PIS, jeg absolut, skulle rode mig ud i her. Og da jeg nåede frem til et refugium, efter ca. 30 km. hvor jeg kunne overnatte , gik  jeg total sukkerkold. Frøs og havde det virkelig skidt. For, når det er koldt og det regner, er der ikke rigtig nogle steder, at holde pause og  havde derfor ikke fået nok at spise og drikke. Så, på refugiet måtte jeg op og ligge i min seng, spise nødder, mørk chokolade og drikke sodavand. Fedt, salt, sukker og væske. Efter et par timer, var jeg klar til aftensmad.

I løbet af dagen var min regnponcho begyndt at falde fra hinanden, så da jeg nåede til den første by, efter ca. 15 km. var den fuldstændig i laser. Så jeg var pletvis toer, pletvis meget våd og pletvis i meget dårligt humør ;-)

Generelt en meget underlig dag – men den sluttede godt, med et varmt bad, god mad og godt selskab af et par mennesker fra Australien, nogle amerikanere og et engelsk par.

Regnponcho

Hvis du ikke ved, hvad en regnponcho er, så lad mig kort forklare.

Sådan virker den: Du sætter dig  ind i en kold sauna, med al dit tøj på og tænder for saunaen. Bliv siddende med al dit tøj på, indtil al dit tøj er gennemvædet af sved.

Hvordan ser du ud, med en regnponcho, med rygsæk: Du ligner Quasimodo.

Så, nu har jeg købt mig en regnjakke.

Hvad har jeg ellers oplevet?

Har overnattet i et refugium, som mindede lidt om et “mini-Christiania”. Totalt flippet. Og i går, fandt jeg et lille refugium, som tilbød enkeltværelser. Total Luksus. Det nappede jeg da lige. Frottehåndklæder, varme på radiatoren, dobbeltseng ;-) Eftersom jeg havde vandret med mit skiundertøj på i to dage og også sovet i det, var det tiltrængt med en vask.

Nogle dage tilbage, så jeg en sur smiley, tegnet i gruset. Jeg samlede et stykke træ op og lavede en streg, så det blev en glad mund – smiley. Ved næste refugium, mødte jeg en hollænder, som jeg har fået en del kilometer med, og fortalte om den sure smiley. Han fortalte så, at det var ham der havde lavet den, fordi hans vandrestav var knækket. Nu går han og tegner glade smiley til mig i gruset og når jeg møder ham spørger han; did you see me smiley ;-) Det er hyggeligt.

Den næste uges tid skal jeg ud og gå på mesetaen. Det er den flade del af ruten. Tror at mine ben bliver rigtig glade, for den næste uge.

9. april. I dag har været en meget blæsende dag. Vi er kommet ind i et område, hvor det blæserBillede119 meget, hele tiden.

Til gengæld har det ikke regnet i dag – jubbiiii ;-)

Vi har forladt Rioja og vinmarkerne og olivenlundene er blevet udskiftet med marker.

Rioja var ellers et sjovt område. Gå ind på et cafeteria kl. 10 om formiddagen eller kl. 16 om eftermiddagen, og du vil se byens gamle, sidde og drikke vin og snakke. Det må sgu da være sjovt, at være pensionist i Rioja. De går rundt og er mere eller mindre, småplørede hele dagen.

Fået tilbagelagt 30 km i dag og det gik nemt. Det meste af vejen var lige ud og plant. Og, hvis jeg bliver ved med at gå så mange km. hver dag, vil jeg ankomme til Finisterra, alt for tidligt, idet min flybillet har en dato der siger den 3. maj. Men, det går jo strygende. Min Lyske driller kun en lille smule, er blevet rigtig god til at tape den op. Ingen vabler. Ingen problemer med min rygsæk, faktisk mærker jeg slet ikke, at den sidder på min ryg. Hvor heldig kan man være.

Stødte i dag ind i en pige fra Letland, som jeg snakkede med de første dage. Hun havde en dag gået 60 km. Det fik hun en masse vabler af, som der gik infektion i, så hun har holdt pause i 3 dage og taget bussen hertil. Det var rigtigt hyggeligt at se hende igen. Så har jeg haft en hund, som fulgte efter mig i et par dage, men i går var den pludselig væk. Det var faktisk meget underligt, for jeg gik igennem en skov, på en meget lang strækning. Vidste at der ikke var nogen lige foran eller bag mig, men følte det som om, der var nogle der fulgte efter mig. Tænkte, at nu slår den da helt klik for mig, for når jeg vendte mig, kunne jeg ikke se nogen. På vej ud af skoven, fik jeg så øje på hunden, som jeg havde set nede i byen, hvor jeg sad på en trappe og spiste en Bocadillos. Herefter fulgte den mig til de næste byer og i går, ved middagstid, forsvandt den så.

Har stadig ikke helt fundet ud af, hvad denne tur skal ende med.  Tror ikke der sker det store med mig, sådan mentalt. Men får gået en masse, nydt naturen og snakket med en masse søde, sjove og interessante mennesker.

I dag skal jeg tidligt i seng. Er mega træt i dag. Eftersom der var en af de her klaphatte, i sengen over mig, som absolut skal stå op kl. 5 og gå rundt med sin lille pandelampe og først pakke, hele sin rygsæk ud, for så at pakke det hele ned igen, efter at han har knirket godt og grundigt med samtlige af sine små poser og lyst mig ind i øjnene et par gange. Så i seng med mig, så jeg kan være frisk i morgen.

Den 14. april. Jeg er nu kommet så langt, at der er 20 km. til Leon.

Der er rigtig dårlig internetforbindelse her.

Har det godt. Har fået mine 2 første vabler oplever en masse spændende, sørgelige og sjove ting. Som jeg vil skrive om, når jeg kommer om på den anden side af Leon, hvor forbindelsen efter sigende, skal være hurtigere og mere stabil.

Den 16. april. Er nu kommet forbi Leon og har gået over 500 km. og solen skinner stadig.

Har lige taget dagens brusebad og ordnet dagens tøjvask og nu hænger det til tørre ude i en dejlig gårdhave, som hører til refugiet her.

Hvad sker der ellers på caminoen for tiden. Det er blevet varmt, meget varmt. Vi har ca. 20-25 grader. Tiltrængt, efter 14 dage med blæst, regn og kulde. Kom til Leon i går, og kom lige så hurtigt ud af den igen. Sidder nu ca. 33 km. uden for Leon i byen,  Hospital de Orbigo. Her har de en meget lang og meget smuk bro, bygget af natursten og nedenunder løber en flod. Dejlig måde at slutte en lang gåtur på. Der var ellers langt til bageren i dag, ca. 10 km. Havde ingen penge og mødte ingen pengemaskiner, før efter 10 km. Så det kan da nok være, at jeg lige skulle have mig en chokoladecroissant og varm kakao. Hvis der er nogle af jer, som er vilde med chokoladecroissant, så kan jeg fortælle at i Rioja-regionen laver de, de bedste chokoladecroissanter. Ikke lige som dem i Danmark, med et lillebitte stykke i midten. Naeaeae, disse er halv mørk chokolade og halv croissant og smager som en drøm.

I dag, på vej ind i en lille by, kom der 20-30 køer gående ned af gaden.  Bag efter kom ko-driveren, på cykel. Meget fikst.

Kan man tillade sig, at stjæle en ko? For et par dage siden, gik vi 3 stykker og snakkede, så vi kom til at gå forbi den by, vi ville overnatte i. Vi var sultne, trætte, havde ømme fødder, ingen mad og jeg havde ikke mere vand, så jeg gik og bappede af en andens camelbak. Og der gik vi så og havde ondt af os selv. Vi gad bare ikke, at gå mere og slet ikke 8 km. mere. Og så, der på marken, stod der nogle køer. Vi snakkede seriøst om at stjæle en ko. Men, da vi ikke vidste, hvor vi skulle gøre af den, bagefter, opgave vi tanken. Så vi endte med at få  mega grineflip over vores egen elendighed og på den måde, kom vi de sidste 6 km. til det næste overnatningssted.

Tak for jeres hilsner, hver og en. Jeg bliver rigtig glad, når jeg læser dem.

Lidt om at gå på Caminoen. Det kan godt virke ensom at gå hernede. På den ene side er det og på den anden side, er det det slet ikke. Om dagen går man alene, i sit eget tempo. Men, så passerer man en og følges et stykke vej og får en sludder. Eller også holder man pause og så kommer der nogle forbi, som også stopper for en pause. Senere mødes man på overnatningsstederne og her bliver der sludret i lange baner. Nogle gange går man ud og spiser, andre gange, går man i supermarkedet og køber ind til mad. Så sidder vi alle sammen og spiser sammen. Så, man går alene, men det er ikke ensomt. En ting, som er meget forskellig fra her og derhjemme er det vi snakker om. Hvis du kender sætningen:  You know my name, but you don’t know my story. Så er det lige omvendt her. Her er det: You know my story, but you don’t know my name. De mennesker der gaar paa caminoen, har hver deres grund til at gaa der. Nogle mere soergelige end andres. Talte med et Amerikansk par, som skulle giftes paa Caminoen, naar de fandt det rigtige sted. De havde begge mistet deres aegtefaeller, for 3 aar siden, var begge sidst i 50’erne og havde moedt hinanden for 1 aar siden. Hun  havde ogsa lige mistet en soen. Maaske lige i overkantet af, hvad rimeligt er. Hun fortalte at hun havde arbejdet som sygeplejerske i 30 aar, med cancerpatienter og paaroerende. Det arbejde kunne hun ikke mere, efter tabet af mand og soen. Nu boede hun hos sin nye kaereste, som har en gaard og hun gaar og passer koekkenhaven. Det goer hende godt at se ting gro og vokse. Og nu, gaar hun Caminoen og skulle giftes paa den. Det syntes jeg bare er saa fint ;-) En hollands ung fyr, jeg snakkede med for et par dage siden, har en ven, som skulle have gaaet turen nu, men er blevet syg, saa syg, at han aldrig kommer til at opleve det. Derfor gaar han nu caminoen, for sin ven. Der fik jeg altsaa taarre i oejnene, da han fortalte det.

Men, det er ikke altsammen soergeligt. En dag, jeg gik alene, kom en Amerikansk mand op paa siden af mig og vi begynder at snakke. Det foregik paa denne maade. Han stillede mig et spoergsmaal, jeg svarede, og han sagde: GOOD GIRL . Jeg syntes da at det var meget sjovt. Meeen, syntes ogsaa at denne konversation ikke kunne fortsaette, saa naeste gang han stillede et spoergsmaal, overhoerte jeg det, og stillede ham et spoergsmaal. Undlod dog at sige – GOOD BOY, da han svarrede.

Amerikanerne, er i det hele taget sjove. En af dem, paa et refugium i starten af turen, henvendte sig til alle, som kom ind af doeren med disse ord. I am an Texan cowboy. I have ham, jam and bread in my backback, and I will love to share it white you. Han var sgu for sjov.

Saa er der Koreanerne og Japanerne, som i den foerste uge, var meget serioese og jeg skal lige love for, at deres udstyr er i orden. Men, nu har de faaet smag for det spanske oel og vin, i den grad ;-) Men de er stadig stille og rolige, nu er de bare, ogsaa sjove og de er oppe kl. 6 og ude af doeren alligevel.

I dag har jeg snakket med et Italiensk aegtepar, som er paa cykel, med to boern. De har begge en anhaenger paa cyklen, med et barn i. De cykler lige saa hurtigt, som jeg gaar. Det er fordi boernene ikke bare kan sidde i anhaengeren hele dagen, saa der bliver brugt tid paa at, de kan komme ud og gaa og lege. Boernene er omkring 3-5 aar. Dette aegtepar har begge en travl hverdag og det hele var koert op i en spids for dem. Ingen af dem syntes, at de havde tid til, hverken boern, dem selv eller hinanden. De besluttede at tage en maened fri og tilbringe den sammen. Det havde de ikke fortrudt.

Vabler. Jeg gik forleden og snakkede med en Amerikansk laege. Han spurgte om jeg have haft nogle vabler. Det havde jeg  ikke paa davaerende tidspunkt. Under alle omstaendigheder fortalte han, at det bedste at goere ved vabler er, at lade dem vaere. Saa da jeg fik min foerste vabel forleden dag, saa lod jeg den vaere. Den 1. dag kunne jeg godt maerke den, men 2. dag, var der intet. Nu har jeg 3 stk. og goer intet ved dem. Det gaar helt fint.

Har koebt mig en guidebook. Og kan nu se, at vi steg 1.450 meter, den foerste dag. Saa kan jeg bedre forstaa, at jeg havde det saadan her. Vis mig et bjerg og jeg skal sparke til det. Foroevrigt Ikke en saerlig smart holdning af have, naar nu jeg har valgt at tage en mindre vandretur i et land, der stort set ikke bestaar af andet, end bjerge ;-) Dagen foer jeg startede min tur over Pyrenerene, havde man fundet 3 mand, der var farret vild. De var doede og havde formentlig ligget der i 3 dage. Saa da vi kom ned til Roncevalle, fik nogle af os at vide, at alle var kommet ind. Paa det tidspunkt vidste jeg ikke, hvorfor jeg skulle have det oplyst.  Lige som jeg heller ikke vidste, at der lever vilde ulve der, hvor vi gik. Havde jeg vidst det, havde jeg naturligvis medbragt en peberspray.

Den sidste uges tid, har det vaeret meget fladt, men i morgen begynder det saa smaat at stige igen. Det bliver godt. I faargaars gik jeg 25 km. ud af en helt lige grussti med flade marker paa begge sider og dagen foer hed det 17 km.  I to dage sjoskede jeg afsted i ubundne sko og  mine foedder holdt fest i mine sko.

Foroevrigt ret traels at skulle tisse paa saadan en straekning. 10 km. er soereme langt at gaa, naar man skal tisse. Det kan jeg i hvert tilfalde bekrafte.

I dag snakkede jeg med en gammel gut fra Belgien. Han havde pakket sin rygsaek og den vejede 8 kg. Saa kom konen og sagde, du skal ogsaa have det og det her med og saa vejede den 15 kg. Nogle gange sender han rygsaekken med en taxi til naeste by. Det syntes jeg bare er OK, han er 75 år.

Kommer hver dag igennem smaa byer, med en 10-20 huse. Det virker til at byerne er forladte. Alle huse har skodderne slaaet for og det eneste du moeder er gamle mennesker. Har nu faaet oplyst at, alle de unge flytter til byerne og naar de gamle doer og de unge arver husene, faar de bare lov at staa. Nogle bruger dem som sommerhuse, andre lader dem helt enkelt staa og forfalde. Ret underligt at gaa igennem disse byer og er der et skildt der bevaeger sig pga. vinden og knirker lidt, virker det ekstra godt.

Den 20. april. Hellere stå og skrige fra en bjergtop end at råbe under vand. Så har jeg været ude og “klatre” lidt i bjerge, igen.

I dag er jeg kommet til en lille by, som ligger på toppen af et bjerg, byen hedder O Cebreiro. Det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle helt op i2013-04-22 09.41.55 dag, men da jeg var i gang og på vej op, tænkte jeg, jeg VIL op på det bjerg i dag. Det blev så til en 38 km. vandretur i dag. Men holda op en flot tur, specielt, nå først man er kommet op. Jeg lyver ikke når jeg siger, at jeg drak 2 liter vand på turen. Det var en lille smule varmt. Er lige kommet ind, fundet et dejligt refugium, hvor jeg har “enkeltværelse” forstået på den måde, at jeg er den eneste på stuen. Har været i bad, vasket mit tøj og i aften, så skal jeg have mig et glas rødvin.

Hvad er der ellers sket. Job, min venstre sko er gået i stykker. Ved ikke rigtig, om jeg skal bede min datter om at sende en venstre sko ned til mig. Har nemlig et par magen til dem jeg går i nu, stående derhjemme. Eller skal jeg bare finde noget tape og håbe på, at det holder de næste 225 km. Jeg må se, hvordan det ser ud i morgen.

I forgårs var jeg forbi Cruz de Ferro. Det store øjeblik. Det sted, hvor man ligger den sten, som er medbragt hjemmefra. Det var lidt en nitte. Prøv lige at høre her. Du går og går, opad og opad. Kommer til korset og en kæmpe bunke sten. Plus en stor parkeringsplads, hvor der holder en turistbus og nogle biler ;-) Havde jeg vidst det, så havde jeg da taget bussen. Seriøst. Satte mig på en bænk og tankte; er det virkelig her, jeg skal aflevere min sten, som jeg har båret, hele vejen hjemmefra. Nå, under alle omstændigheder, var det ikke det store øjeblik for mig. Gik op og lagde min sten og gik videre. Måske har jeg tilgivet, det der skal tilgives og givet slip på det, der skal gives slip på.  Jeg ved det ikke, men det var ikke det store øjeblik, som jeg har hørt mange fortælle om. Det sjove kom efter Korset med alle stenene. Et par km. fra korset, er du på det højeste punkt på turen. Jeg havde gået og snakket om, at det kunne være vildt fedt at få lov til at stå og skrige fra en bjergtop. Hvorfor. Fordi, da min far døde for nogle år siden, var jeg så gal, at jeg havde lyst til at stille mig på en bjergtop og skrige. Nu er der ikke så forfærdelig mange bjerge i Danmark. Så den måde jeg klarede det på, dengang,  var at skruede jeg op for radioen i min bil og så bare skrige, alt hvad jeg kunne, når jeg kørte på motorvejen. Nu, hvor jeg endelig havde muligheden for at stå på en bjergtop og skrige, ville jeg ikke lade muligheden gå forbi mig. Denne gang var det dog ikke vrede. Vi stod et par stykker og skreg –  Buen Camino – jeg elsker livet. På hver vores sprog på toppet af dette bjerg. Det var vildt fedt.

Nedturen fra bjerget var vældig sjov. Altså de første 5 km. De næste 10 km. var ikke så sjove. Forestil dig at du fræser et fortov op, herefter tæppebomber du det, først med grus og småsten og herefter med brosten. Herefter giver du den en hældning på 10 -18 procent nedad. Så har du nogenlunde lavet den sti, som jeg gik nedad forleden dag. Det var ikke sjovt, fordi stenene rullede på det underliggende grus og småsten. Det tog mig 10 timer at gå 31 km. Holda op, jeg var træt og kvæstet. Dagen efter fik jeg humpet mig igennem 26 km. med ondt i achillessene og lyske. Så tidligt i seng med mig og i dag, ingen problemer

Forleden, da jeg kom ud af noget skovværk, stod der lige pludselig en mand, med en vogn, hvorpå der var en masse mad og drikke. Han fortalte at det var gratis, jeg kunne bare tage, hvad jeg havde brug for. Og, hvad er det så der sker oppe i hovedet på os, helt almindelige mennesker, når vi møder sådan noget. Det skal jeg fortælle dig, vi tænker; Det her er for godt til at være sandt, så jeg må nok heller være på vakt her. Jeg talte med en pige, som var overbevidst om, at der var sovemiddel i den kage hun havde spist, og efter et par kilometer, ville hun falde om og der ville komme nogle mænd og tage hende. Jeg havde da også mine overvejelser, min hjerne er ikke anderledes end så mange andres. Under alle omstændigheder fik jeg en sludder for en sladder med ham. Han havde boet derude, i 3 år. Han sov ude hele året, der var godt nok en bygning, som jeg vil kalde en lade, som han kunne gå ind i, hvis det blev for koldt, ejet af en gammel mand. Det frugt, drikke og mad han havde stående, til fri afbenyttelse, var ting, som blev doneret af en forretning. Tidligere havde han boet i Barcelona og havde arbejdet med IT. Han havde navnene på sin kone og sine to børn, tatoveret på sin nakke. Jeg spurgte ikke til, hvor de var.  Under alle omstændigheder, spændende at møde et menneske, som har valgt at leve så anderledes. Men som sagt, det første de fleste tænker er; hvad er hans dagsorden. Hvorfor giver han noget væk, hvad vil han have igen. Jeg gav ham en krammer da jeg gik derfra, eller også modtog jeg et.

Hvad sker der ellers her. Jo, gik og snakkede med en ung japansk gut. Han havde været 5 måneder under vejs. Han havde været i Tibet, Brasilien og mange andre steder. Derfor går han rundt med en rygsæk på intet mindre end 30 kilo. Men her kommer så det bedste. Når han kommer til Santiago, vil han købe en cykel og cykle tilbage til Japan. Deet fandeme sport.

Har ryddet ud i min rygsæk. Efterladt min regnjakke, betbuglagen, overtræksbukser og en bluse. Det er så varmt nu og bliver det regnvejr, så er det værste der kan ske er, at jeg bliver våd.

Den 22. april. Det har været en dum dag  i dag.  For da jeg vågnede i morges, havde jeg slet ikke lyst til at stå op. Havde sådan set bare lyst til at blive liggende i min seng og se tegnefilm hele dagen og drikke varm kakao. Men, som min mor altid sagde – det er der ikke noget der hedder.

Og, hvorfor havde jeg det så, sådan. Jo, det skal jeg fortælle dig.

For vild i går, på vej til Samos. Har åbenbart gået i mine egne tænker, og har glemt at kigge efter de gule pile. Vidste at det sidste skilt havde sagt 4 km. Efter en time, ingen by. Efter 2 timer, ingen by. Jeg rendte stadig rundt inde i en skov. Saaaaaa… jeg gik lidt i panik. Og, så lige pludselig kunne jeg høre biler, gik efter lyden og kom op på en vej. Altså, efter at have forceret en skråning med en masse kratværk. Meget kort, jeg fandt Samos og var inde kl. 19. Lignede en vild med smårgrene og andet krat i håret.  Herefter fandt jeg et refugium i et kloster.

At overnatte i et kloster, kan lyde meget romantisk og det er det sikkert også, hvis man er til kolde bade og minusgrader i soveværelset. For det var godt nok koldt. Ud over at jeg sover i skiundertøj og i sovepose, havde jeg to tæpper over mig. Og, jeg frys hele natten. Tro mig, min krop var helt stiv og radbrækket i morges og jeg havde slet, slet ikke lyst til at stå op eller gå mere. Mest fordi jeg de sidste to dage, har gået helt alene. Jeg efterlod to gutter fra Brasilien, på vej op ad bjerget. Dem havde jeg fulgtes med i en uges tid. Men den ene havde problemer med sit ben, så de måtte sætte tempoet ned og måske holde en hviledag. Alle de andre, jeg har fulgtes med, ligger langt bag mig og det er faktisk ret kedeligt at gå helt alene. De eneste jeg har mødt de sidste par dage er par. Så jeg gik sgu og var lidt ØV.

Har godt nok aftalt at mødes med dem alle, i Santiago, men alligevel. Derfor har jeg i dag kun gået 17 km. Tænkte at jeg havde brug for en kort da, få vasket alt mit tøj, slappet af og har nu fundet et dejligt, varmt refugium, oppe på et bjerg. Udenfor på terrassen står et par bænke, herfra er der udsigt til bjerge og marker. Fantastisk.

Landskabet har ændret sig en del. Fra at være meget fladt, til at være meget op og ned. Møder mange små landbrug og kørne her kommer på græs om morgenen og hentes ind om aftenen og så har de klokker om halsen, så jeg får musik med på vejen.

Hvad møder jeg ellers på min vej:  Mange storke. Der bor gerne et par på toppen af kirken og her i Spanien er her rigtig mange kirker, Forleden dag, gik jeg forbi 2 storke, som lallede rundt ude på en mark, at jeg kom forbi, kunne de egentlig ikke rigtig tage sig af. Det samme gælder hundene her, de er ikke i lænker mere, som de var før Leon. Til gengæld gider de dårlig nok at lyfte hovedet, når man går forbi. Firben. Små firben på en 20-30 cm. dem er der mange af og sommerfugle i alle størrelser og i alle farver.

I dag er jeg gået igennem et skovområde, med en flod løbende langs stien, blot 10-20 meter nede i grunden, kommet forbi en masse små landbrug og en masse stengærde og det går hele tiden, enten op eller ned. For nogle dage siden, kom jeg forbi et sted hvor husene var bygget ind i bakkerne og der stak skorstene op af græsset. Det var lidt lige som at være i Hoppitland. Og midt i al den smukke natur, har jeg så gået og haft hjemve. Savner min seng, mit helt almindelige kedelig hverdagsliv, de mennesker jeg har omkring mig. Savner at ligge på min sofa og se tv. Hvilket jo egentlig er ret sjovt, eftersom at jeg ikke har haft fjernsyn i et par år.

Under alle omstændigheder vil jeg være i Santiago om 3-4 dage, herfra skal dellerne sættes i frigear og Finisterra skal nås på 2 dage, har jeg sat mig for. Og, så skal jeg ellers tilbage med bus til Santiago og mødes med en masse mennesker. Jeg skal sidde på trappen til Katedralen og se dem komme ind. Det bliver en fest.

Der var den gamle engelske herre, hvis kone døde sidste år. De havde altid vandret meget sammen.  Nu gik han 600 km. og samlede penge ind til læger uden grænser. Som han sagde;  jeg har min kone med på denne tur. Der var den Belgiske mor og hendes datter. Moderen så, så kedelig ud, at jeg tænkte, kan man se mere kedelig ud, men som havde den sjoveste humor jeg længe har mødt. Der var den franske dame, som drillede mig, med al det franske, jeg åbenbart ikke kan. Den søde tyske pige, der havde sin hund med på Caminoen. Den engelske dame, hvis mand altid var omkring 20 km. fra hende, i deres camper, fordi hun var bange for at der skulle ske hende noget og som om aftenen sagde;  I have been brave today, når hun ikke havde ringet efter sin mand. Der var de søde Koreanere og de skøre Japanere. Der var Mouse fra Irland, som mente at alle hans synder måtte være tilgivet, når han havde båret hans tunge rygsæk hele vejen fra Saint Jean til  Santiago. Der var en hollænder, der ville finde værdien i han liv. Schweizeren, en skør Italiener der ikke var så god til engelsk, men dog kunne fortælle at hans kæreste, efter 12 år, havde smidt ham ud. Nu gik han Caminoen og som han sagde på sit helt eget engelsk. Når jeg kommer hjem, går jeg til hende og siger; Nowa I hava dona the camino, you betcha ;-)
Så dem vil jeg gå og glæde mig til at se, i løbet af denne uge.

Det kan godt være at jeg ikke får skrevet, før  jeg er kommet til Santiago eller Finisterra. Det kraver nogle gange lidt mere energi end jeg lige har, når dagen er omme.

Håber i alle har det godt. Nu skal jeg ud og se om mit vasketøj på vasketøjssnorren er ved at værre tørt og så ellers ud og ligge lidt i solen.

Den 23. april. Efter gårsdagens nedtur og korte tur på ca. 17-18 km. Var det på med arbejdstøjet i dag. Det hjalp med en god nats søvn og har i dag tilbagelagt 33 km. Så nu er jeg 65 km. fra Santiago og nu skal jeg så bare have logistikken til at gå op, så det passer med mit fly hjem og mine aftaler i Santiago og i Finisterra.

I dag kom jeg til en lille by, som jeg ikke lige husker hvad hedder, men der var i hvert tilfælde optaget på refugiet og 8 km. til næste by, med overnatningsmulighed. Men, så lige lidt nede af veje, lå der en privat pension. Gik ind og hørte, om der var plads. Og det var der søreme. 10 Euro på en 4 sengs stue. På Refugiet skulle de have 9 og dem gamle søde dame, gav mig oven i købet et frottehåndklæde. Det luksus ;-). Har ikke tørret mig med et frottehåndklæde i meget lang tid.

Har mødt en sød engelsk pige, som gerne vil gå til Finistere og vil gerne følges med mig, men hun går max 20 km. om dagen, så det går ikke. Jeg har nemlig et fly hjemad, som jeg gerne vil med. Hun er ellers rigtig sød og sjov.

I dag fandt jeg en sok, som jeg samlede op og har spurgt alle jeg har mødt på min vej om de har tabt en sok. Ingen held, så nu har jeg hængt den op, over på refugiet. Mega surt at mangle en sok.

Så har jeg snakket med en pige i dag, som havde det lige som mig, (altså, følte sig lidt ensom) Hun havde taget bussen tilbage, for at følges med dem, hun var gået fra. Hun viste mig sit pilgrimspas og viste mig, at hun havde overnattet 2 gange på de samme refugier, med nogle dages mellemrum. Det er sgu da for skørt.

Den 25. april. Er nu 5 km. fra Santiago de Compostella. Men det var faktisk slet ikke meningen, at jeg skulle ud og gå 37 km. i dag. Men de 2013-04-30 11.15.39sidste 15 km. har der været optaget på refugierne, så jeg måtte bare gå videre til næste by. Tror du lige jeg blev glad, da jeg endelig fandt et sted at sove. I morgen vil jeg slentre ind til Santiago, få mit Compostella bevis og så til pilgrimsesse og ellers rende rundt og lege turist for en dag, før jeg drager videre på den sidste tur på 88-90 km.  til Finisterre. Står ved en terminal og er meget træt efter dagens travetur, vender tilbage når jeg er kommet frem til Santiago.

Den 27. april. Og er på vej mod verdens ende, Fisterra.

I går ankom jeg til Santiago, fik mit Compostella bevis og var til Messe. Beviset får man på pilgrimskontoret, hvor man viser sit pilgrimspas, som er stemplet med overnatningsstedernes stempler. Det er kun tilladt at overnatte en nat på et refugium, undtagen i Santiago, hvor der er mulighed for 2 overnatninger.OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Mødte en spanier, som jeg har “snakket” lidt med, i ny og næ. Han taler intet engelsk og jeg taler stort set intet spansk. Men, jeg er opvokset med en mor, som talte meget med sine hænder, så situationen er mig ikke helt ukendt. Han inviterede på tapas efter messen, på en lille hyggelig cafe. Det var bare den bedste tapas, jeg nogensinde har smagt og et glas vin til, naturligvis.

I dag har det været regnvejr og koldt, men i morgen bliver det sol og varmt. Regner med at være ved verdens ende i overmorgen.

Massevis af køer, heste, får og høns, men ingen grise. Jeg har ikke set en eneste gris. Til gengæld bliver jorden dyrket her, det er ikke prydhaver der bliver brugt tid og energi på her.

Forleden dag, så jeg et trafikskilt, et advarselsskilt, tror jeg – STOP – Nogen havde så skrevet, don’t  walking. Så der stod – don’t STOP walking. Rimelig god humor.

Hvad er der ellers sket ? Spiste aftensmad med to skønne kvindemennesker fra Sydafrika forleden dag. De kommer fra Johannesburg og fortalte om, hvordan det er at leve der. Ret spændende. De lever bag hegn med stød i, alarm på husene og de går med overfaldsalarm på sig. Der er meget fattigdom, men de gør meget for at hjælpe de fattige sorte. De har begge en sort ansat, som bor hos dem og derved får med og husly og lidt penge, som hun kan sende til sin familie. Da de sad der og fortalte, tænkte jeg ikke over det. Men i dag gik jeg og tænkte over det de havde fortalt. Og tænkte, at jeg har et andet navn, for hvad det er de gør – og det er ikke hjælpearbejde. Når, men de var nu smaddersøde og festlige. Så har jeg gået og snakket med en tysk mand, som er på tur med sine to døtre, jeg vil tro at de er i starten af 20’erne. Hans kone døde for lidt under et år siden. Han er psykolog, men det havde givet bagslag i forhold til sine børn i den her situation. Han snakkede og jo mere han gjorde det, lukkede de ørerne og han følte at familien var ved at falde fra hinanden. Han havde, for mange år siden gået på caminoen og tænkte, at det måske ville være en god ting, for dem alle at gøre, sammen. Så nu gik de her og det gik rigtig godt. De fik snakket og gået lidt alene og han syntes de var begyndt at kunne snakke sammen igen.. De var startet i Leon og skulle til Santiago.

Så i dag kunne jeg ikke lade være med at tænke: Holda op, der bliver gået mange sorger væk på disse stier, her i Spanien.

I morgen er der endnu en dag med en lille gåtur på 31 km. og jeg vender tilbage, når jeg får mulighed for det.

Den 28. april. Gik på en bjergskråning og kunne pludselig se vand. Tænkte, det er for godt til at være sandt, og det var det så ogsaa;-) Det var ikke havet jeg kunne se, men en indsø.

Jeg er nu ca. 35 km. fra verdens ende. Hvorfor det kaldes verdens ende. Fordi, mennesker engang troede, at dette var verdens ende. Dengang jorden var flad, kunne man se solen gå ned, ude i horisonten, derude hvor havet stoppede. På latin hedder det Finisterra og på Galicisk, hedder stedet, Fisterra.

I går regnede det, i dag blæste det, så jeg er tilbage til, hvor jeg startede. Så i morgen vil det blive solskinsvejr.

Billede313

Det i kan se på billedet, er noget der står i alle haver, her i området. De er fra gammel tid og var huse, som blev brugt som forrådskammer. Grunden til at de står på piller er, så rotterne ikke kan komme derop og aede forrådet. Der er et kors i hver ende, som er med til at beskytte forrådet.

I dag har jeg fulgtes med en gut fra Mexico. Han fik for to år siden diagnosen, multi sclerosis. Han var på det tidspunkt direktør for familievirksomheden og arbejdede, stort set hele tiden. Efter han fik denne diagnose, har han lavet helt om på sit liv. Og så gik vi og snakkede om, hvordan ændringer i ens liv, kan starte en proces, som måske fører noget godt med sig. Og som vi gik der og snakkede, havde vi gået 16 km. og vi var fremme i den by, vi skulle overnatte i.

Det tøj jeg vaskede i går og skulle have rent på i dag, var ikke blevet tørt. Så,,,, efter badet i dag, måtte  jeg tage halv vådt tøj på. En temmelig klam fornemmelse, skal jeg lige hilse og sige.

Billede318

 

På vej til Olveiora

 

 

 

 

Den 29. april. Mission impossible completed. Og lige nu sidder jeg og nyder den største rom og cola, du kan tænkte dig ;-)

Billede325

Skulle ellers ikke have været her i dag. Skulle kun have gået 21 km. Men, så mødte jeg en tysk dame, som jeg har gået og sludret lidt med, på vej ind til Santiago, og hun skulle til Fisterra. Saaaa, tænkte jeg, at jeg da lige så godt kunne tage de sidste 14 km. i dag.

Det var en fantastisk smuk tur. Og lige pludselig kunne vi se havet. Var det  bare fedt at se. Vi løftede begge armene – op over hovedet, da vi stod på bjerget og kunne se ned på havet. Resten af turen ned, var mega flot.

Har regnet lidt på kilometerne. Der er stor forskel på, hvilken bog man kigger i, men i min bog, står der 780 fra St. Pied de Port til Santiago og 90 fra Santiago til Finisterra. Det giver 870 km. Et rimeligt åndsvagt antal km. Saaaa, jeg går i morgen til Muxia, som ligger 30 km. herfra. Og, så ender jeg på et dejligt rundt tal, nemlig 900 km. Her har jeg to muligheder. Jeg kan enten gå den almindelig vej eller gå, langs vandet. Jeg vælger at gå langs vandet. Når jeg er færdig i morgen, vil jeg tage en bus til Santiago og overnatte på det refugium, som jeg tilbragte en nat på, sidst jeg var der. Det er nemlig sådan, at man ikke må overnatte mere end en nat, på et refugium. Undtagen i Santiago, der må man overnatte i to nætter og hvorfor betale 50-60 euro for et hotel, når man kan overnatte for 5-10 euro.

Hvad er der ellers sket, her på caminoen.

Alle taler om en film der hedder – the way. Det er med Charlie Sheen. Har ikke set den, men det skal jeg når jeg kommer hjem. Den handler om en soen, der doer på caminoen og faderen, Charlie Sheen, skal så hente, sin soens aske, men beslutter, selv at gå turen. Jeg snakkede med en ung gut, som fortalte om filmen. Det havde været hans træning til turen.

Nogle finder det svært at finde vej, specielt hvis et skilt står midt i et t-kryds. Her kommer reglen. I Galicien vender muslingeskallen, med sin brede ende, mod den vej du skal gå. Alle andre steder, er det omvendt. Jeg har hele turen gået og funderet over, hvordan reglen var. Stod skiltet altid i højre side? nej. I venstre side? Nej. Men så slog det mig, at det måske havde noget med retningen på muslingeskallen. Så jeg spurgte en spanier og han forklarede mig, at jeg havde delvis ret. Altså for Galicien er det den ene vej og efter, den anden. Så, nu ved du det, hvis du nogen sinde skulle få rodet dig ud i en camino-vandring.

Billede327

Voksne kan også være total barnlige. I går, da vi lå og skulle sove. Reglen på de fleste refugier er, at der er ro og lyset er slukket kl. 22. Men mange går i seng tidligere. I aftes var en ung japaner, ham der vil cykle tilbage til Japan, gået i seng ved en 9 tiden. Da vi andre så lå i vores senge, ved en 22 tiden, lå den ham Japaneren og mega-snorkede. Det var altså helt vildt. Sanaa, jeg begyndte at grine, det gjorde en anden så også, og til sidst, så lå vi alle sammen og skraldgrinede i vores køjesenge. Total hyttetur.

Smartphone – eller smart phone. Alle render rundt med en smartphone hernede. Altså, lige undtagen mig. Jeg greb ned i mobilkirkegaardskassen og fandt en gammel mobiltlf. Købte et taletidskort og gav nr. til min datter og hendes far. Egentlig ment som et – nødnr. Den beslutning har jeg godt nok været glad for. Alle hernede, render rundt med en smartphone og der er Wi-Fi alle steder. Meeeeen, det betyder også, at de er på, hele tiden. Det er smadder-smart, men muligheden for at komme ud, hvor du er alene og må klare tingene alene, kommer ikke helt til sin ret. For der er altid en ven på facebook, du lige kan skrive til, hvis du føler dig, lidt for alene.

Ellers, så går jeg da bare rundt og føler mig lidt som en heldig kartoffel.  Og det er selvom jeg ikke har fået redt mit hår i ca. 3 uger. For ca. 3 dage, efter min start på caminoen, glemte jeg min kam. Så nu bliver mit hår bare redt med fingrene . Jeg er BARE, for lækker.

Kommentarerne fra jer. Tak for dem. Jeg læser dem, hver og en og bliver bare rigtig glad, når jeg sidder og læser dem. Jeg har dog ikke haft overskud til at besvare hver enkelt af jer. Sorry. Det vil jeg gøre, når jeg kommer hjem.

Nu skal jeg over på refugiet og lave, pasta med kødsovs og drikke rødvin til. Men Forst, skal jeg have et bad og forhåbentlig, rent og tørt tøj på.

Jeg laver en opdatering, når jeg er kommet tilbage fra Muxia, til Santiago. Billeder bliver oploadet, når jeg kommer hjem.

Dette var ordene fra en superglad Susan, som plejer at tage sin bil hen til Føtex, som ligger mindre end 500 meter fra hendes bopæl.

Den 2. maj. Har indlogeret mig på et gammelt kloster, som ligger lige ved siden af Katedralen. I går mødte jeg Fabian, fra Holland, som jeg har fulgtes med i 10 dage, frem til Leon. Vi var ude og spise om aftenen, sammen med en dansk mand, som Fabian havde gået sammen med, de sidste par dage.. Det var smadderhyggeligt. Rejsen er slut og jeg glæder mig til at komme hjem nu. Glæder mig til at sove i min egen seng ;-) Har haft alt ude af min rygsæk, vasket min sovepose og det tøj, jeg skal have på i morgen, for sidste gang i hånden. Smidt det ud, der ikke skal med hjem og skyllet min rygsæk, for at se, om  der skulle være nogle væglus.

Lidt om betbug=væglus: Væglusene  lever i fodpanelerne. Derfor skal man som peregrino, holde sig fra at stille sin rygsæk op af væggen. På nogle refugier, er der skilte på væggen, hvor de beder en om, ikke at ligge sin rygsæk i sengen. Fordi, har du stillet din rygsæk op ad væggen og fået væglus på eller i din rygsæk, så har du nu, væglus i din seng. Og når du har sovet i den, har du væglus i din sovepose og i dit tøj. Væglus bider. Og ligesom vi reagerer forskelligt på myggestik og bistik, reagerer vi også forskelligt på væglusbid. Nogle får store sår, på hele kroppen, andre reagerer ikke på deres bid. Under alle omstændigheder, er det ikke noget jeg ønsker, at tage med hjem i min lejlighed. Så der bliver vasket og kigget efter små sorte dyr. Jeg mødte en fyr, som havde været en tur på hospitalet, pga. et væglus-angreb. Han havde store væskende så. Herefter havde han købt en spray, til at spraye sin rygsæk med. Han havde så også lige sprayet alt sin tøj og herefter taget det på, hvorefter han havde forgiftet sig selv, og han måtte på hospitalet, en gang til ;-)Den dag jeg ankom til Santiago og gik hen over pladsen, foran katedralen, blev jeg stoppet af et Hollands tv hold, og  blev  interviewet til Hollands TV, som laver en udsendelse om caminoen. Så, nu kommer jeg med i en Hollands udsendelse om caminoen, på Hollands tv.

Hvad byd turen ellers på: Alt lige fra sne, hegl, regn, blæst, sol og 30 grader. En masse søde, skørere og sjove mennesker. En mængde sørgelige, triste, livsbekræftende og glade historier. Massevis af flot natur. En mulighed for at leve et meget enkelt liv. Savn, smerte, hjemve, ensomhed, fællesskab. Opture og nedture, både på selve ruten, såvel som mentalt og hvad har jeg lært? Hvilke erkendelser, er jeg kommet frem til?. Ikke det store, andet end, at jeg rent faktisk har alt det i mit liv, som jeg ønsker, jeg skal blot samle det op og måske være bedre til at sætte pris på det.

Hvad skal du have med i din rygsæk, på sådan en vandretur. Ja, det bestemmer du helt selv. Du skal nemlig selv bære den og eftersom den skal sidde på din ryg 8-10 timer om dagen, alt efter hvor langt du går og i hvilket tempo du går i, kan det være fornuftigt, at holde vægten nede. Jeg mødte en dame fra Boston, som, da jeg kom ind på værelset, lå med en kold klud på sin pande hun havde gået i 3 dage og hendes ryg var ved at tage livet af hende. Senere begyndte hun at pakke ud og om, finde mad frem og jeg lyver ikke. Hun havde mindst 5 tunge poser med mad i. Hun spiste nemlig kun biodynamisk mad og hver gang hun så noget biodynamisk mad, så købte hun det. Det gjorde hendes rygsæk, rimelig tung. Men, hvad er meningen med at leve sundt og så samtidig gå rundt og have brand ondt i sin ryg, fordi man gerne vil leve sundt.  Her kan min logik desværre ikke følge med – Crazy.Billede333

Antonio – professoren fra Brasilien

I dag har jeg mødt en masse gamle kendinge. Den skøre italiener, professoren fra Brasilien, en tysk pige, den ældre engelske dame og det er smadderrart at hilse på dem igen. Så jeg går rundt og får en masse knus i dag. Det var et af mine største dilemmaer på turen. Jeg kunne vælge at gå i mit eget tempo og så komme til at gå alene eller jeg kunne gå i de andres tempo og så følges med dem. Jeg valgte at gå i mit eget tempo og det havde så en omkostning. Havde jeg valgt at gå i de andres tempo, havde det haft en anden omkostning. Sådan er det. Under alle omstændigheder, er det rigtig godt at se dem igen.

I morgen tidlig flyver jeg hjem og det bliver dejligt, at komme hjem igen. Har lige været ude og gå en tur ned til busstationen, så jeg kan finde vej i morgen tidlig. Og nu skinner solen fra en skyfri himmel, så jeg vil drage ud i Santiagos gader og nyde solen, drikke en cola og spise lidt frokost.mig

Opdatering kl. 17.30.
Er lige blevet inviteret til bryllup i det lille kapel, ved siden af Katedralen. Mødte det Amerikanske par, som skulle giftes på caminoen. Men jeg skal desværre hjem i morgen tidlig. Men så fik vi en is og en vældig sludder for en sladder, de er simpelthen så søde.

Mexicaneren er lige checken ind, ham skal jeg have et glas vin med senere. Har ellers siddet ude på pladsen og slikket sol og kigget efter min tyske camino-veninde, som havde sin hund med. Men omkring 200 km. efter start, havde hunden problemer med den ene fod. Jeg er bange for, at hun er stoppet – øv. Det kunne ellers have været fedt, lige at få hilst og sagt farvel til hende.

Den 4. maj. Blev det en røvtur eller en røvgotur. Da jeg startede turen, havde jeg ingen forventninger eller forudsætninger for at vide, hvad det var jeg begav mig ud på.  Jeg havde aftalt med mig selv, at hvis det blev for hårdt eller jeg bare ikke gad mere, så kunne jeg jo altid tage hjem eller jeg kunne tage bussen. Men ingen af tingene blev underligt nok, ikke nødvendige.

Om det blev en røvtur eller en røv go tur, vil tiden vise. Lige nu syntes jeg, at det var en fantastisk røv go tur 😉 men er også glad for at være hjemme igen. Har sovet skønt i min egen seng i nat og sidder nu og hører Mads og monopolet.

Hvilke ting, fik jeg ikke brug for:

Ørepropperne fik jeg ikke brug for. Folk kan snorke alt det de vil, jeg tænker bare på noget rart, så falder jeg i søvn. Mødte en Irsk fyr, som var så træt, fordi han ikke kunne sove pga. andres snorken og han kunne ikke finde et sted, hvor han kunne købe ørepropper, så han fik mine. Mødte ham et par dage efter, hvor han var frisk og veludhvilet.

Vabelplaser fik jeg åbenbart heller ikke brug for. Fik 5 vabler, som jeg bare gik på. Gav 4 vabelplastrer til en tysk fyr, som havde klippet alt huden af sine mega store vabler på hælene og det gav ham lidt problemer, mildt sagt. Så han blev glad for nogle stykker Compeed.

Hvad var jeg ekstra glad for at have med på turen:

Havde fået en kombineret kniv, gaffel, ske i plastik af min storesøster. Den var jeg glad for. Vejer ingenting og kunne bruges til at skære brød over med og smøre ost med, når jeg skulle spise min medbragte mad i løbet af dagen.

Min rygsæk. Det er guld værd at have en rygsæk, som sidder godt på en.

Sikkerhedsnålene. Det var meget tit, at mit tøj hang til tørre på min rygsæk om dagen. De var næsten uundværlige.

Lidt om fødder. Spanierne bruger vaseline til deres fødder. De smører dem godt ind i vaselina også mellem tæerne. Vaselina er vandafvisende, så når du sveder, virker vaselina godt. Jeg begyndte ret hurtigt at benytte mig af dette råd, som ser ud til at have virket for mig. Endvidere skiftede jeg sokker, efter 15-20 km. I det hele taget, er det en rigtig god idé at lytte til Spanierne, de kender ruten og ved hvad Caminoen kan byde på. Eksempelvis, fandt jeg altid spanierne ligge under et skyggefuldt træ i tidsrummet 14-16, når det var varmt. Imens prustede alle os andre afsted, i det varme vejr, så jeg begyndte også at holde “siesta” og fandt ud af, at det faktisk var en rigtig god løsning, for når solen står højt på den spanske himmel, så bliver der varmt 😉

Min venstre sko klarede hele turen. Den var godt nok ikke regntæt, men der faldt kun et par byger.

Vil jeg gøre det igen? Aldrig i livet. Jeg har gået min Camino fra a-z, det må være nok. Kan jeg anbefale det? Helt klart, det er en fantastisk oplevelse, som jeg er meget taknemmelig for, at have haft muligheden for at opleve.

Er tiden eller pengene ikke lige til at tage til Spanien, så har vi hærvejsruten her i Danmark. Den er på ca. 300 km. og begynder i Viborg og slutter ved den Tyske grænse Jeg har cyklet den og kan varmt anbefale denne tur. Vi har en skøn natur i Danmark og der ligger herberger på hele hærvejsruten. De er alle nye og virkelig pæne, rene og koster omkring 50-75 kr. at overnatte på. Du tager ganske enkelt ind til Viborg turistkontor og får dig et hærvejspas, det koster omkring 100 kr., når du har det, kan du overnatte på herbergerne. Den tur vil jeg måske gå, men i selskab med en eller flere andre. Syntes at jeg har gået alene nok nu 😉

Hvis du overvejer at gå Caminoen, så gør dig selv den tjeneste at overveje, hvor meget kontakt du vil have med omverdenen og dem derhjemme. Jeg oplevede en del mennesker, som konstant måtte have fat i deres smartphone eller ipad, have musik i ørene og hvis ikke de havde gang i en af førnævnte ting, så havde de kameraet fremme. Det er naturligvis godt, når man føler sig lidt ensom, træt eller bare syntes, at skiltet, hvor der står 500 km. til Santiago er demotiverende, lige at kunne gå på facebook, eller ringe til en ven. Omvendt får man ikke lov til at deale med disse følelser.

Jeg mødte også mange mennesker, som havde en telefon eller mini-ipad med, fordi det var aftalen med ægtefællen derhjemme, at de ringede hjem eller sendte en besked hver dag og fortalte, at de var OK. Og ellers lå den blot i deres rygsæk og var slukket.

Der er ingen løsning der er rigtig eller forkert. Du skal måske blot overveje dem og finde den løsning der passer til dig.

Det bliver den sidste opdatering herfra. Jeg vil i løbet af de næste par dage, sætte tekst på billederne.

Tak fordi du fulgte med på min Caminotur. Jeg håber det giv dig et lille indblik i, hvad det er for da noget, med denne Camino.

Slutteligt vil jeg give dig teksten fra en messe, der blev afholdt på et refugium jeg overnattede på. Vi var 10 stykker og vi læste alle et stykke tekst op. Det var en af de fantastiske oplevelser, turen bød på. Her får du den tekst, som jeg læste op og som også meget godt beskriver hjertet i El Camino.

That where there is hatred, I may bring love; that where there is wrong, I may bring the spirit of forgiveness; That where is discord, i may bring harmony; that where there is error, I may bring truth; That where is doubt, I may bring faith, that where there is despair, I may bring hope; That where there are shadows, I may bring light; where there is sadness, I may bring joy.

Grant that I may seek rather to comfort than to be conforted. To understand, than to be understood; to love than to be loved.

For it is by self-forgetting that one finds. It is by forgiving that one is forgiven.

It is by dying that one awakens.

Med disse ord vil jeg slutte herfra og håber du har nydt turen. Det gjorde jeg i hvert tilfælde.

Hjemme igen
Hjemme igen