Fra Saint Jean Pied de Port til Astorga. 2013. 550 km.

Den 15. august.  Det bliver bedre, Men, det begyndte ikke for godt.

På 2. Dagen sover jeg i en seng, med en eller anden form for dyr i, som mente at jeg var guf at gnaske i. Så mine ben og arme er fyldt med røde pletter og nogle enkle væskende sår.

I foregårs eftermiddag fik jeg diarre, hvorfor jeg brugte det meste af aften og nat på et toilet. Så jeg var en liiiiille smule træt i går og lignede noget, katten havde taget med ind. Fik dog slæbt mig igennem 27 km.

Først i dag er jeg ved at komme mig og har lidt overskud til at skrive en kort besked her.

Den 16. august. I dag har vaeret lidt af en slendretur paa omkring 22 km. Skal have vasket alt mit toej, noget ordentlig foede i mig, efter at have levet af bananer og cola i et par dage, koebt noget myggebalsam/dyr gaa vaek-langt vaek-noget. Det skal vaere slut med at vaere dyrefodder for alskens smaa baester.

Hvordan er det, hvis du bliver syg, her paa Caminoen?

Hovedreglen er, at du kun kan overnatte en nat paa overnatningsstederne. Er du syg om morgenen, er der to muligheder. Enten er du saa syg, at du skal paa hospitalet, saa skal du det. Eller du er syg, men ikke saa syg, at du skal paa hospitalen. Saa staar du op. Alle skal vaere ude senest kl. 9.00.

Jeg var godt nok syg, men ikke saa syg, at jeg skulle paa hospitalet. Saa op med mig. Jeg havde i loebet af aftenen faaet bananer og cola, som en soed tysk pige hentede til mig og en pille til at stoppe mine toiletbesoeg med, af en aeldre engelsk herre. Saa op med mig. Taenkte at jeg ville gaa til den naeste by, 3 km. og der finde et hotelvaerelse, med eget toilet 🙂

Paa vej dertil, moedte jeg en pige (dame) som gik meget langsomt og da jeg ogsaa daldrede derud af, saa gik vi i nogenlunde samme tempo. Vi begyndte at sludre. Det viste sig at hun havde faaet vaeldige problemer med sit ene knae. Hun ville ogsaa kun til den naeste by.

Vi kom til byen, fandt en cafe. Fik noget at drikke og spise og jeg paa toilettet, naturligvis. Hun var foedt i Argentina, men de sidste 20 aar, havde hun boet i Paris, hvor hun arbejder som psykolog. Hun fortalte at hendes hoved var begyndt at sige tiktiktiktiktiktiktik…..at det virkede som om at hendes hjerne ville kortslutte, saa hun ville ud og vaek fra det hele og bare gaa rund ude i naturen. Naaet hun selv anbefalede sine klienter, men ikke selv havde gjort. Nu spiste hun sin egen medicin. Vi gik meget godt i spaend sammen og eftersom baade hun og jeg, skulle have jaevnlige stop, blev vi enige om at tage den til naeste by, ca. 5 km. vaek. Ved naeste by; drikke, spise og toiletbesoeg. Igen blev vi enige om at proeve at tage de naeste 9 km. til naeste by. Og paa den maade fik vi trukket hinanden ca. 25 km. Det tog godt nok lidt lang tid – men pyt med det, vi gik og sludrede, holdt pauser og hyggede os saa godt vi nu kunne. Grinte lidt af os selv og hinanden. Det var ikke nemt, det var ingen leg, vi havde det absolut ikke godt. Men, med lidt stoette, god humor og lidt omsorg for os selv og hinanden, naaede vi laengere end vi havde troet paa, da vi stod op denne morgen.

I gaar gik jeg forbi en mand, siger; Buenos dias, som man goer paa disse kanter. Men han sagde ingenting. Moedte ham et par gange, sagde det samme, han sagde stadig ikke noget. Saa taenkte, han maa da vaere doev, der er ingen mennesker der ikke siger noget, naa man oensker dem en god dag.

Senere paa dagen kom jeg til at staa ved den samme vandforntaene som ham. Sagde – eller gjorde tegn til, at det er varmt i dag. Han fortalte, at han er doev, saa jeg maatte enten tale meget langsom eller lave tegn. He-he, jeg lavede tegn. Det spansk jeg taler, kan ingen forstaa alligevel og slet ikke en doev der skal mundaflaese. Vi endte med at foelges ad til naeste by, hvor vi gik og havde det vaeldig morsom med at proeve at forstaa hinanden.

I dag har jeg spist frokost med en gut fra Japan. Han var ved at falde i svime, da han hoerte at jeg kom fra Danmark. Han bor i centrum af Tokio. Han fortalte om H. C. Andersen og Grimm. Han kunne fortaelle forskellen paa disse eventyr og betydningen af dem. Det sjove kommer saa, da han begynder at fortaelle om Danmark. I Danmark har alle huse straatag, alle byer har smaa gadekaer med aender i. Vi har mange marker og bondegaarde og bondemaend, som gaar og hygger sig med at passe dyr og marker. Ingen har travlt, ingen er fattige og alle tager sig af hinanden og alt aander af idyl. Det er maaske ogsaa rigtigt, set i forhold til at bo i centrum af Tokio, som aldrig sover. Mennesker, neonlys, stoej, larm, trafik 24-7. Han havde 14 dages ferie, som skulle bruges paa at komme vaek fra alt den larm og uro han normalt bevaeger sig rundt i, i Tokio.

Hvad sker der ellers paa Caminoen.

Ikke det store. Det er meget anderledes at vaere her i august i forhold til april. Der er ikke helt den samme stemning og mennesker. Der er virkelig mange grupper af italiaenere. De taler meget hoejt, larmer en del og opfoerer sig i det hele taget ikke specielt paent. Og, saa kan man bare se. Jeg som troede at Italienske piger er moerkhaarede. Men, det er de altsaa ikke. De er allesammen lyshaarede – jeg forstaar……nada 🙂

Den 20. august. Hvor heldig har man lov at være. Skyer på himlen og en kølig behagelig vind. Sådan var dagen i går. Lige hvad jeg havde brug for, efter dagevis med næsten uudholdelig varme. Jeg ved ikke hvad der sker med solen her i Spanien, men gå ned, det er ikke noget den gør tidligt, på disse kanter. Den får lov at være længe oppe, som man siger. Det betyder, at ved en 12 tiden er det varmt. Ved 2 tiden er det meget varmt og kl. 4 brænder solen på ens hud, når man stå stille. Derfor slutter mine ture som regel ved en 2-3 tiden. Jeg kan helt enkelt ikke holde ud at bevæge mig rundt i solen i længere tid. Og. Det er også derfor en del, vælger at stå op mellem kl. 4 og 5 om morgenen, hvilket volder lidt problemer for nogle andre. Nemlig dem som gerne vil sove længe :-)

Lidt om søvn på Caminoen.
Overnatningssteder er indrettet med køjesenge, som er sat tæt sammen. Du ligger således tæt og mange i et rum. Lyset skal som regel være slukket kl. 22. Men du behøver ikke ligge i din seng kl. 22. Der skal blot være ro. Nogle går i seng kl. 8 , andre kl. 9 , 10 eller 11 . Alt efter hvor tidligt de skal op, hvor mange km. de går og hvor meget søvn de har brug for. Det samme gentager sig om morgen. Nogle står op kl. 4, andre kl. 5 osv. Du kan se, der er ikke mange timer med ro på stuen. Hvis der så også er en der snorker meget højlydt, så er der en herlig leben, hele natten. Nogle vælger at ligge og være vågne hele natten, så de kan gå og brokke sig, hele den næste dag. Andre tager ørepropper i ørerne og får deres nattesøvn. Sjovt som livet er fuld af valgmuligheder :-)

I går da jeg forlod Burgos, sagde jeg farvel til 2, som jeg havde fulgtes med i et par dage. De skulle ikke videre, deres tur stoppede der. Da jeg gik ud af Burgos, følte jeg mig lidt alene. Så der gik jeg så, tra-lu-la-lai. Gik og gik uden at møde nogle, helt for mig selv. Kom til en lille by, Tardajos. Der, foran et overnatningssted sad to gutter, en fra Canada og en fra Italien. Så jeg stoppede for at få en sludder for en sladder. De to gutter sad og ventede på at kl. Blev 4, hvor overnatningsstedet åbner. Vældige festlige mennesker, så tænkte, her bliver jeg. Som vi sad der, kom en tysk pige og to franske damer også medbringende lidt godt humør. Lidt senere kom min døve ven til, som jeg ikke havde set i nogle dage. Vi blev enige om at gå til købmanden og købe ind til fælles aftensmad. Så det gjorde vi. Brød, ost og skinke, tomater og frugt blev der købt og så skulle der ellers bare spises igennem. Vi havde dog bare et lille problem, opdagede vi. Overnatningsstedet havde ingen køkken eller sted, hvor vi kunne spise vores mad. Vi endte med at sidde på nogle sten, og på en udefinerbar måde, smurt vores mad med en lille spejderkniv. Seriøst. Vores mad lignede nogen vi havde smurt med vores fødder :-)

I dag, op kl. 5, morgenmad og afsted. Fulgtes noget af vejen med den Italienske gut. Han havde lidt problemer med sin fod og skulle besøge en læge i den næste by, så ham sagde jeg farvel til der. Han var mega sød, sjov og en flot fyr. Homoseksuel til op over begge ører. Det var gået en af de franske damer forbi, for hun var da helt tosset med ham, hvilket vi så gik og grinte lidt af, her til morgen. Han går og hører musik og synger og danser på sine turer, hvilket i sig selv er ret morsomt. Jeg spurgte ham, hvad er det for noget du går og synger? Han sagde ABBA og kun ABBA :-) ” jeg kan alle deres sange” Så her gik altså en Italiener og sang 30 år gamle svenske ABBA sange, i Spanien. Funny.

Mødte også min døve ven i dag. Han fortalte, hvordan han har lært at tale, for det var jeg faktisk lidt nysgerrig efter at vide. Som barn kom en mand med et spejl under armen. Han skulle lærer lydene ved at mærke dem og mundaflæse ved hjælp af spejlet. Hver gang han gjorde noget forkert, fik han et slag med en kæp. Så nemt kan det forklares. Det skal siges at han er særdeles velartikuleret.
Forestil dig, at du får proppet 2 kæmpestore ørepropper ind i dine øregange, som lukker af for alt lyd. Du kan intet høre. Og så skal du lære et nyt sprog som du aldrig har hørt før. Det kan være esperanto. Alene ved hjælp af at lærer fornemmelsen af lydende i din mund og samtidig lære, hvordan disse lyde ser ud, når lydende bliver sagt, så du kan forstå hvad andre siger til dig.
Er du klar over hvor mange ord et helt sprog består af?
Wauw, jeg kan ikke andet end at være dybt imponeret over sådanne mennesker.

Senere på dagen gik jeg forbi en gut og vi faldt i snak. Han kommer direkte fra USA, Detroid. Han fortalte at han havde solgt alle sine ejendele, alt hvad han ejede, havde han i sin rygsæk. Og så havde han tænkt, Well. Jeg kan lige så godt begynde med at gå mig en god lang tur. Og det var han så i gang med nu. Vi fulgtes ad til Castrojeriz og har fundet et vildt hyggeligt overnatningssted. Små hytter med 4 senge i hver.
Her mødte jeg en Australsk pige, som har taget en dags pause, fordi hun ikke kan gå på sin hæl. Jeg har et par ekstra gel-såler med, så dem fik hun. Har lige mødt hende komme stavrende med sine stave i fuld vigør og hun råbte ” look. I can walk – Thank you” Detroid gutten var ET stort spørgsmålstegn, for han havde været i bad, da jeg gav hende mine såler. Jeg spurgte ham om han har hørt om wodo? han så helt forkert ud i hovedet ;-)

Billeder og film. Det tager ca. 40 min. At oplade et filmklip på 1,5 min. Så alle film bliver først oploadet, når jeg kommer hjem

Nu skal jeg ud og have noget mad, så jeg er klar, til en ny dag på Caminoen i morgen.

Den 22. august. Hvad gør man, når det hele bare bliver ved med at gå i fisk. Kaster man håndklædet i ringen, siger; så kan det hele osse være ligemeget. Eller venter man og håber på bedre tider?

Jeg ved det ikke, fisk?

Ved bare at i går, der ville jeg bare hjem. Vis mig den nærmeste bus og jeg er ude af dette støvede, usterile og åndssvage land. Jeg vil hjeeeeem……Hjem, hvor isterninger bliver fyldt i glasset, med en dertil indrettet skovl, hvor salatmanden rent faktisk tager en handske på, før han begynder at rode rundt i den salat jeg skal spise og hvor myg, i det mindste er så venlige at siger bzzzzzz, så man ved at de er der og kan føre en ærlig og åben krig.

20130823-184910.jpg

 

Og, hvorfor så det.
Jo, Det skal jeg fortælle dig. Har fået endnu en maveinfektion. Hvilket betyder ofte toiletbesøg og kvalme. Måske fra nogle isterninger, som jeg ellers venligt frabad mig. Men manden sagde -SI-SI og en helt masse andet jeg ikke forstod. Han gravede herefter sin hånd, med hvilke han lige havde modtaget og givet penge retur med fra den foregående kunde, ned i en pose med isterninger, som han tog ud fra en fryser der havde set bedre dage. Fangede 5-6 isterninger med sin bare næve og smed dem i glasset, hvorpå han hældte min sodavand, ud over isterningerne?? Jeg stod virkelig i et stykke tid og bare kiggede og tænkte – jaaaaaaa……. Men, jeg var tørstig og drak. Behøver jeg at fortælle, at han herefter tørrede sin hånd af i sin t-shirt :-)

De sidste 16. Km. blev lidt lange i går. Det gjorde lidt ondt at gå på fødderne. Kom frem til overnatningsstedet og hospitaleroen ville kigge på mine fødder. Det gjorde hun, hvorefter hun spurgte mig, hvordan har du det? Jaaaaaaa… Jeg er ikke helt frisk, syntes jeg. Du skal til læge, der sidder to bylder, inde under dine vabler. De skal skæres og det skal gøres af en sygeplejerske eller en læge og du skal have noget anti-et-eller-andet.
Fint tænker jeg og spørger, hvor lægen bor. Hun siger; Den nærmeste læge er i Sahagun, 23 km. herfra. Ok, kan du fortælle mig hvor bussen går. Hun siger; der er ingen bus eller tog her. Du skal til Sahagun, der er både bus og tog.
Fint, så der sidder jeg med to helt symmetriske vabler med byldeværk indeni. En på hver fod og 23 km til nærmeste busstoppested :-)
Seriøst, havde mere end svært ved at se det komiske i min situation, lige der.

Næste morgen kom hospitaleroen hen til mig og sagde. Lad nu være med at prøve på at gå de 23 km. i dag. RelAAAAAAAx, nyd livet og lyt til din krop. Gå til det næste overnatningssted og slap af der. I morgen kan du gå til Sahagun og komme til lægen.
Jeg valgte at lytte til hende. Gik 8 km. og har givet mine fødder en fridag. De har sågar fået fodbad. Koldt vand og salt, så nu er mine fødder konserveret :-)

Så, min plan er at komme til Sahagun og til læge. Går det helt skævt, vil jeg tage til Leon, leje en cykel og cykle til Santiago.20130823-185733.jpg

Hvad er en hospitalero. Det er ” lederen” af overnatningsstedet. Ofte frivillige, som er på stedet i en periode. ofte mellem 14 dage og 3 måneder.

På de private overnatningssteder er det ejeren. Hospitaleros stammer fra gamle dage, hvor kirke og hospital var en og samme ting. Det var samtidig også overnatningssteder for pilgrimme og her de fik behandlet deres sår, skader og sygdomme som de pådrog sig på turen. Det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvordan deres fødder har set ud, med vandring i lædersandaler og på dette stenede, underlag.

Hvordan ser landskabet ud, her hvor jeg går.

Det er meget varieret. Først en lille tur i Pyrenæerne med bakket og meget grønt terræn. Herefter et par dage

med et bakket, stenet og gråt landskab. Men så kom jeg til Rioja regionen og vadede rundt i vinmarker og olivenlunde i et par dage. Det blev efterfulgt af kornmarker og solsikkemarker. I dag har det været majsmarker og marker med noget grønt på, måske noget salat af en art. De næste dage bliver det fladt, så lidt ligesom derhjemme. Mange gårde, rent bondelandskab.

I går var jeg tidligt oppe og gik i mørke den første times tid. Det var fuldmåne, så den gik jeg og kiggede på og kom til at gå og holde lidt øje med den. Kl. blev 7, den var der endnu. Kl. blev 7.30 og den hang der stadig. Lille måneven, du skal gå ned nu. Men det gjorde den ikke og samtidig gik solen op. Så der gik jeg med solen på min højre side og månen på min venstre side og troede at der var gået fuldstændig ged i økosystemet. Har nu fundet ud af, at det er helt normalt. Pyyy-ha, dagens anden overraskelse vel overstået. Den første var knap så behagelig. Kommer gående stille og roligt. Er lige vågnet, så er lidt halvdøsig øjnene er ikke helt åbne endnu. WRAAAUUFF siger det lige pludseligt meget tæt på mit øre og der i hegnet ca. 5 cm. fra mig, hænger der en modbydelig stor og grim hund og så var jeg vågen og det var med øjne som tekopper. Nok det grimmeste vækkeur jeg nogensinde har været udsat for.

Den 27. august. Og turen gik til Astorga. Turen er slut. Fik dalret mig igennem ca. 500 km. af Spaniens gader, stræder og naturstier til Astorga. Og, hvem mødte jeg så af søde, sjove, spændende, særprægede og lidt sørgelige mennesker på min vej? Det skal jeg såment fortælle dig.

Fik fikset fødderne, men ikke hos lægen. Han var ikke tilstede, så blev henvist til et Pharmacia, hvor jeg meget grundigt forklarede mit problem med betændelse og meget specifikt, pegede ned på mine fødder, hvorefter jeg meget højtidelig blev henvist til et, ret bart rum, med en tandlægestol i midten.

Hold kæft, tænker jeg bare. Gud ved hvad det egentlig er, jeg har fået sagt og i panik bliver jeg bare ved med at pege ned på mine fødder og smiler selvfølgelig det bedste jeg ved. Så kommer der en dame ind og hun er både stor og meget bestemt, så ikke så meget pjat dér, op i stolen med mig. Hvorefter tandlægestolen bliver lagt ned. Så dér ligger jeg så med en dame med tandlægeinstrumenter ved mine fødder og er lidt forvirret.
Damen tager mine sko og sokker af og jeg begynder at slappe af i kæberne, hvilket damen tilsyneladende ikke gør, for hun knevrer der ud af og jeg ligger bare der og siger – siiii, siiiii. Så går hun ellers i gang. Renser, skærer, smører og puster et eller andet væske ind, der hvor hun har skåret, forbinding på og wupti, så er hun færdig, altså med mine fødder. Snakker, det gør hun stadig og hun rejser ikke stolen op.

Så forlader hun lokalet…..
Der går 10 minutter. Det går 15 minutter. Efter 20 minutter får jeg bakset mig ud af stolen, tager sokker og sko på og vralter – og det er det helt rigtige ord her –  ud i forretningen og der står hun og to andre damer i et vældigt skænderi. Frygten for tandlægestolen og hvad den ellers kan bruges til, sidder stadig i min krop, så jeg griber skyndsomt min rygsæk og på vejen ud, sender jeg damen en venlig tanke. To fine fødder at gå på, nul huller, tak for det :-)

Samme morgen havde jeg mødt Bree som er en tysk pige, jeg har mødt et par gange de sidste par dage. Denne morgen sidder hun på en bænk med bare fødder. Jeg stopper op og siger hej. Hvorefter hun begynder at græde, så jeg sætter mig ned og får en sludder. Hun fortæller at hun har store problemer med sine fødder og at hun er dybt frustreret over at hun ikke kan gå mere end 20 km. om dagen. Går hun mere, for hun en masse vabler. Derfor spøger jeg hende, om hun har en bestemt dato hun skal være i Santiago på. Næææ, det er der ikke. Kæresten vil bare gerne have hende hjemme til jul :-)
Denne dag gør vi følgeskabet. På turen går vi og snakker om det her med antal km. pr. dag og hvor vigtigt det er at gå i sit eget tempo og gå det antal km. der ligger godt til ens krop. For det her er ikke en konkurrence du kan vinde. Men Bree ville bare så gerne kunne gå længere. Så hun også kan sige, jeg har gået 30 km. i dag. Vi ender med at få en smadder hyggelig dag. Vi kommer forbi en lille kirke, hvor vi for lov at ringe med kirkeklokken. Så har man da også været med til at vække en lille spansk by :-) vi finder et hyggeligt gammelt kloster at bo i og efter en tur i bad og tøjvask, sidder vi ude i haven og fortæller hinanden røverhistorier. Bree vil blive en ekstra dag og give sine fødder en hviledag og slappe af og tænke lidt over, hvorfor hun har så travlt.

Som vi sidder dér, kommer der en svensk pige og sætter sig. Hun fortæller – og vi har ikke engang spurgt :-) at hun går nemt 40 km. om dagen, det er slet ikke noget problem for hende, hun er nemlig vandt til at løbe 100 mils løb og efter sådan et løb er hendes fødder smadret til ukendelighed bagefter, så det er hun bare vant til.  Det fortæller hun så både meget dramatisk og farverigt om. Hun fortæller endvidere at hendes veninde, som hedder Annika, har vundet et eller andet løb. Hun virker lidt rastløs og ikke specielt glad. Jeg kigger på Bree, imens svenskeren sidder og underholder os og lige nøjagtig i det sekund ved jeg, at Bree ikke har brug for at gå hverken hurtigt eller langt mere. Jeg så på intet tidspunkt et smil på denne svenske piges læber, hvilket da er sørgeligt. Hun havde bare travlt med at fortælle om sig selv og alle hendes kilometer. Formoder at Bree har tænkt, sådan en vil jeg altså ikke være.

Dage tilbage så jeg en hvid hest med sorte prikker på. Den så sjov ud, så jeg tog et billede. Overvejede at vise billedet til den svenske pige, eftersom at hun nu var så stærk og havde en veninde som hed Annika, om det var hendes hest :-) men stram i betrækket, som hun var, havde det nok ikke skabt den store moro i hendes sind.
Når, men hun gik igen og Bree og jeg pjattede videre. Det var som om, vi ikke rigtig passede ind i hendes verden :-)

Næste dag gik jeg videre uden Bree, hvilket var lidt kedeligt. For på turen mellem Burgos og Leon, kom jeg til at gå ret alene de 6-7 dage det tog. Der var simpelthen ingen mennesker. Jeg gik og tænkte, er alle mon taget hjem. Og så uden at fortælle mig noget :-) Strengt.

Mange går turen fra Saint Jean til Burgos og enten stopper de der eller også tager de bussen til Leon eller også begynder de først i Leon eller Astorga. Ganske enkelt fordi de ikke gider at gå på Mesetaen, som er det flade og kedelige stykke af ruten. Så det stykke havde jeg, meget for mig selv. En af disse aftener, overnattede jeg på et sted, hvor vi var tre overnattende. De andre var to amerikanske gutter i midten af 30’erne. De havde begge været i den amerikanske hær og havde lært hinanden at kende på turen, hvor de var blevet hinandens bedste venner. Jeg mødte dem faktisk først, da vi skulle i seng, så vi sad der, i vores senge og snakkede i et par timer. Ren pyjamasparty.

De fortalte om, hvordan deres liv i den amerikanske hær havde været. Hvordan de begge var blevet “draget” ind i den, da de gik i High School i 16 års alderen. Det foregår på den måde, at når en ung knægt henvender sig til hæren, siger hæren. Vi skal nok tage os af dine forældre og din High School, hvis du ønsker at komme ind i hæren. Herefter tager hæren kontakt til både skole og forældre og lover dem, at de nok skal tage sig af “drengen”. Sørge for uddannelse og opdragelse. Hvem kan stå for sådan et tilbud. De glemmer bare at fortælle, at det er frivilligt at tage disse High School kurser. Og, som begge disse to gutter sagde: Hvem gider at tage kurser, når man i forvejen er lidt træt af at gå i skole. Nu var de begge lige gået ud af hæren og skulle finde ud af, hvad de så skulle med deres liv og hvordan man så gør det. Begge var blevet forflyttet hvert andet år, hvilket gjorde at de havde boet rigtig mange steder. Begge havde været ude på missioner og begge havde mistet venner på disse missioner. Det betød for dem begge, at de havde svært ved at binde bånd til andre mennesker. De gad ikke, det var nytteløst. Ingen af dem havde venner, eller familie de så regelmæssigt, fortalte de.

De var f…… bare sådan nogle rigtig søde og ærlige gutter. Hvor var det godt, at de havde mødt hinanden. Jeg forestiller mig at de får nogle rigtige gode snakke på deres daglige gåture og når de ankommer til Santiago, er de nok nået længere end så mange andre. Da jeg skulle sove, lå jeg bare og tænkte – holda op – holda op. Tænk, det var det eneste jeg kunne tænke og så faldt jeg i søvn.

En eftermiddag, på vej ind til en by, mødte jeg en ung gut på 21 år fra Korsika. Han havde to par støvler hængene på sin rygsæk. Så jeg spurgte ham, nysgerrig som jeg er, hvordan de var kommet derop og hænge. Han fortalte at det var støvler, der var gået i stykker. Han var begyndt sin vandretur et sted i Frankrig og havde nu gået omkring 1.300 km. Han medbragte ingen mobil telefon eller tablet. Han havde ikke haft kontakt med familien på turen. Grunden til denne vandretur var, at han havde været meget syg i lang tid, hvilket gav mig forklaringen på, at han så ofte skulle holde pause og sidde ned. Denne tur er min styrkeprøve, som han sagde. Jeg spurgte ham om ikke hans forældre var nervøse for ham. Han sagde, de stoler på mig eller også lærer de det, ligesom jeg selv skal lære det. Og så tilføjede han; alle mænd fra Korsika er heltemodige, livskloge og smukke. Ja, det tror jeg da på. Så piger, nu ved i det. Hvis ikke du ved hvor din næste rejse skal gå til :-)

Krisen kradser

I dagene før jeg nåede Burgos, fulgtes jeg med en spansk mand, som underviser i  EU’s økonomi på universitetet i Salamanca. Han fortalte at alt er vendt på hovedet i Spanien. Før krisen, var indvandringen fra de gamle kolonier ikke velset og i særdeleshed de mennesker som kommer derfra. Nu har folk ændret holdning og en del spanier rejser til de gamle kolonier for at bosætte sig og arbejde der. Noget der havde været helt utænkeligt for 10 år siden. Jeg fortalte ham, at vi også har indvandring  i Danmark, som ikke er lige velset af alle. Han smilede bare  og sagde. Alting kan blive vendt på hovedet, min ven.

En anden ting der har ændret sig er, at før krisen, var det de unge der tog sig af de ældre. Nu er det omvendt. Nu er det de ældre, der med deres pension, hjælper de unge. Så kan man spørge sig selv, er det nu nødvendigt, kan det virkeligt være så slemt. Og ja, det er det. Ungdomsarbejdsløsheden i alderen 18-26 år er på 85%.

På vej ned til Roncevalles, gik jeg og snakkede med en ung spansk gut på 30 år. Han havde taget en master i økonomi, af en slags. Det havde taget ham 6 år. Han havde naturligvis søgt arbejde, uden held. Hans forældre havde herefter betalt for endnu en uddannelse for ham. Nu havde han så en master i turisme og nationaløkonomi. Havde så arbejdet gratis i seks måneder i håbet om at de ville ansætte ham, med løn. Da de seks måneder var gået, havde de desværre stadig ikke råd til at give løn. Han fortalte at der intet usædvanligt er, ved det han har oplevet. Det sker for de fleste unge. Han havde nu søgt job i et Finsk selskab og gik og ventede på, om han skulle til sin anden samtale. Fik han jobbet, skulle han flytte til Finland. Om han fik jobbet eller ej, vides ikke. Jeg krydsede i hvert tilfælde mine fingre, godt og grundigt, for denne unge gut.

I Zubiri overnattede jeg på et privat overnatningssted. Her kom jeg i snak med kvinden der ejer stedet. Hun kommer fra Argentina. Havde arbejdet for Disney, først i Amerika og herefter var hun med til at åbne parken i Paris. Han havde tjent godt. Så går hun en tur på Caminoen og møder en spansk fyr. De bliver gift og hun har en romantisk drøm om at åbne et overnatningssted. Da hun har sparet en god portion penge op, køber hun en stor gammel villa, som hun og manden vil sætte i stand. Hendes drøm går i opfyldelse i 2006. Drømmen skal senere vise sig, at blive hendes værste mareridt.

Prisen for en overnatning er på mellem 5 og 10 euro. Dette sted tager 10 euro, altså det højeste. Men, de kan ikke få det til at løbe rundt. Hun har ikke holdt ferie eller set sin familie siden 2006. Hun arbejder hver dag fra kl. 6 til kl. 22, så venner er der ikke tid til. Ca. hver 3. måned bliver der lukket for enten vand, telefon, gas eller varme, fordi de ikke kan betale. Det er et gammelt hus, som der hele tiden skal repareres på og da de ikke har råd til at få håndværkere på, må de selv lave det. I en alder af 38 år, har hun haft to blodpropper i hjertet og en depression. Som hun sagde, det eneste der SKAL betales hver måned er min sygeforsikring. Hun kan ikke sælge huset, for ingen vil eller kan købe det. Jeg er fange i mit eget hus, jeg har ikke råd til at rejse væk og jeg har ikke råd til at blive, det er mit liv. Og alt det fortalte hun mig, blot fordi jeg sagde at det var et virkeligt fantastisk sted de havde her og PUF, så sprang proppen af flasken :-)

De spanske kilometer, jeg ved ikke hvad der sker med dem?

Jeg kommer til en by, hvor der står et skilt. 298 km. til Santiago. Super tænker jeg og går videre. Går i 2 dage og møder et nyt skilt. 322. km. til Santiago. Går i to dage til og møder et skilt, hvor der står 280 km. til Santiago. Enten er vejmændene i Spanien talblinde, pissefulde eller bare enorm trætte af at sætte skilte op og deres måde at bringe lidt forandring ind i jobbet på. De kan selvfølgelig også være alle tre ting på én gang og derfor være lige så forvirrede, som dem der læser skiltene.

Hvad har jeg lært på turen

Jeg har lært rigtig meget. For eksempel har jeg lært at drikke øl :-) En aften vi sad nogle stykker og hyggede, kom en af pigerne med en øl, som ikke rigtigt lignede øl. Jeg spurgte hende, hvad det var og hun fortalte mig, at det var halv øl og halv lemonsodavand. Jeg måtte gerne smage og det gjorde jeg. To minutter efter sad jeg med min egen øl foran mig. Den smagte rigtig godt. Frisk, kan anbefales. Husk godt med isterninger, for lige at fjerne den sidste smag af øl.

Jeg har lært, hvordan en pige kan agere, hvis hun ikke vil godtage et nej for et nej. Det lærte jeg af en fransk pige en aften, hvor vi kom til et overnatningssted, hvor alt var optaget. Det stod på et skilt udenfor. Jeg smed mig på græsset og sagde, så må vi videre til næste by. Den franske pige sagde, jeg kan simpelthen ikke gå længere, jeg går lige ind og snakker med dem. Hun kom tilbage og sagde, der er plads til os to. What. Hvordan gjorde hun det. Hun fortalte. Du skal bare sige. It is not possible med en lidt stønnende stemme, men højt nok til at det kan høres, føre begge hænderne op i luften og bagefter den ene hånd til panden med håndfladen udad, samtidig med at du lægger hovedet lidt på skrå og ser helt opgivende ud og så gentage, it is not possible. Det øvede jeg mig så på denne aften, indtil den franske pige ser opgivende på mig og siger: Lov mig at du ikke gør sådan foran andre mennesker, de tror jo du er syg menneske. Så gik vi ud og spiste.

Tænker at dét er det trick, de to italienske piger, som gik uden rygsæk, sammen med deres mænd, som bar på mega-store rygsække, har benyttet sig lidt af. Forestiller mig at de to mænd har snakket sammen og blevet enig om at de gerne vil ud og gå turen. Nu skulle de bare have konerne med på ideen. Her har konerne lavet tricket og mændene har sagt, OK så…….., hvad hvis jeg bærer rygsækken. OK så da, men det bliver ikke uden min føntørre og min makeuptaske mmmmmmm……..it is not possible.

Og derfor kunne det nu opleves at se to mænd kom trampende, prustende og storsvedende i selskab med to velduftende kvinder, lette på tå med velsat hår og makeup og mændene har tænkt, som så mange mænd før dem, hvordan var det lige jeg havnede her!

Det sjove par.

Lidt uden for Leon, mødte jeg et engels par i midten af fyrrene. De var lige begyndt deres tur i Leon og havde gået omkring 10 km. Jeg mødte dem ved et drikkested. Konen stod og ømmede sig, hun havde ondt i ryggen. Manden syntes godt nok også at det værkede lidt. Så tog de deres rygsække på. Det var altså et syn for guderne. Deres kamelbak hang uden på deres rygsæk. Ud over det havde de tinkrus, kompas og alskens tingeltangel hængende på deres rygsæk. Så jeg spurgte, hvor meget deres rygsække vejede, for de så tunge ud. Det vidste de ikke. Men manden havde telt og liggeunderlag med, i tilfælde af at der ikke var plads på overnatningsstedet. Vandet i deres kamelbak var på kogepunktet, hvilket de ikke var helt tilfredse med, men så var det jo godt, at de lige havde et tinkrus ved hånden :-)

De var simpelthen så søde. Jeg fortalte dem at hvis de opdagede, at de havde taget for mange ting med, hvilket ikke er usædvanligt, er der mulighed for at gå på et posthus og sende disse ting til Santiago. Konen så nærmest helt lettet ud, blot ved tanken.

Det her med at fare vild, det er noget jeg er rigtig god til. Vis mig en storby og jeg skal fare vild i den for dig. Jeg gør det konstant og gjorde det i Burgus, Leon, Logrono osv. På vej hjem overnatter jeg i Madrid og bliver sat af bussen fra Astorga, et eller andet sted i Madrid. Jeg går og leder efter et hotel, men syntes ikke rigtig jeg finder noget. Der står to politibetjente som jeg spørger til råds. De viser mig vej til et område af byen, hvor der er mange hoteller. Af sted med mig. Finder et hotel og så vil jeg ud og kigge på byen og eftersom det her med at finde rundt, ikke lige er det jeg er bedst til, tager jeg et billede af gadens navneskilt og et billede af hotellets indgang. Så skulle jeg være garderet. Not. Tre timer efter er jeg fuldstændig lost……..igen. Så jeg vil spørge en om vej, finder min mobiltelefon frem og finder billedet frem af gadenavnet. Men dem jeg spørger, ved ikke hvor denne gade ligger. Så ser jeg da heldigvis et par politibetjente og iler hen til dem. Det er så de samme to betjente, som hjalp mig tidligere på dagen, hvilket de syntes er vældig sjovt og den ene spørger mig, om jeg har hørt om noget der hedder GPS?

Lufthavne kan være kedelige, specielt når ventetiden er lang. Sad og ventede i Madrid lufthavn i tre timer, i selskab med et ungt par, som egentlig ikke lavede andet end at kysse i tre timer, det er sgu’ meget godt gået. I flyveren kom jeg til at sidde to sæder, bag dette unge par og i hele flyvetidens tre timer, lavede de heller ikke andet end at kysse. De talte ikke sammen, de kyssede og grinte. Og jeg tænkte, hvor fedt. Gid de aldrig nogensinde holder op med det.

Og hvor vil jeg så hen med den historie. Absolut ingen steder. Blot med disse ord, takke af herfra og ønske dig en god søndag med massevis af det gode.

2013-08-14 20.45.03