Mindfulness er det ikke bare et buzzword?

Mindfulness. Er det egentlig ikke bare endnu et buzzword? Jo, det kan vi godt sige. Deradmin-ajax1 bliver i hvert tilfælde skrevet og snakket en del om det. Men, hvad er det egentlig og hvad går det ud på. Det vil jeg, på bedste vis, prøve at belyse her.

Mindfulness er en tilstand. På dansk kan vi kalde det at være nærværende. Værktøjet til at opnå en mere nærværende tilstand er meditation. På samme måde som redskaberne i et fitnesscenter, er redskaber for en bodybuilder, til at opnå den krop han ønsker.

Værktøjet meditation, har i mindfulness intet at gøre med at lege kluddermor med sine underekstremiteter, bestemte håndstillinger, røgelsespinde eller en bestemt trosretning.

Meditation kommer i mange udgaver. Der er bevægelsesmeditation, meditation på åndedrættet, meditation på opmærksomhed, meditation på kærlighed, venlighed osv. osv.

Meditation kan du træne alle steder. Ingen ved, hvad du tænker af tanker, ligesom du heller ikke ved, hvad andre går rundt og tænker. Det betyder at vi kan “gøre det” alle steder, uden at nogen ved det. Og vi skal ikke engang forklare os. Smart ikke. Det kan være når vi sidder og venter på bussen eller toget, eller bare venter. Når vi sidder foran tv, computer, læser, går en tur med hunden eller bare går en tur.

Eller, som den øvelse jeg nu vil give dig. Ikke fordi jeg er speciel latrinær, men det er ofte her vi er alene i løbet af en arbejdsdag.

Lav det til en fast vane, at når du går på toilettet og når du er færdig og har vasket dine hænder. Slå brættet ned og sæt dig.

Luk øjnene og tag en dyb indånding imens du tæller til 5. Træk vejret helt ned i maven. Du skal mærke at maven spiler sig ud. Læg mærke til at du ikke spænder i skuldrer, nakke, kæbe eller andre steder på overkroppen. Slip spændingen. Hold vejret og tæl til 5 hjerteslag. Pust vejret stille og roligt ud, imens du tæller til 5, så du kan mærke at du nærmest trykker luften ud af maven.

Træk igen vejret stille og roligt ind og tæl til 5 imens, husk kun maven, tæl 5 hjerteslag, tryk luften helt ud og tæl til 5 imens. Vær bevidst om spændinger i kæbe, nakke, skuldre.

Det gør du 5 gange.

Øvelsen tager kun 2 minutter og er gode indlagte pusterum i en travl hverdag.

Ofte er det sådan, at vores travlhed sætter sine spor i vores vejrtrækning. Jo travlere vi har, jo travlere bliver vores vejrtrækning, korte og kun til brystet. Vores styresystem har åbenbart sin egen logik og tænker; vi har travlt, jeg optimere, hurtigere, så når vi flere.

Laver du den her øvelse i en uge, så vil du begynde at mærke en stille forandring. Du vil begynde at opleve at din travlhed ikke påvirker dig på samme måde.